Venindehygge

Share on FacebookEmail this to someonePrint this page

dsc00347-2

I går aftes havde jeg besøg af min veninde. Vi prøvet at få set hinanden ca. 1 gang om måneden, men det holder desværre ikke altid, så denne gang var der gået alt for lang tid imellem. Vi fik prøvet to retters menu af og begge dele kan du finde under opskrifter. Hovedretten var pandekager med asiatisk inspireret fyld og til dessert fik vi “Mormors æblekage” i glutenfri udgave. Denne var tilmed med lyserød æblemos. Total tøse-hygge :o)

Min veninde er en af årsagerne til at jeg har startet min blog og hjemmeside – og det er jeg hende meget taknemmelig for. Vi har kendt hinanden siden vi gik på HHX sammen, hvor vi blev studenter i 2001, så det nærmer sig så småt 20 år vi har været veninder. Hun har været der for mig gennem alt jeg har været igennem. Hun er faktisk den eneste veninde der “holdt ud” mens jeg var syg og så langt nede psykisk at jeg ikke kunne fungere. Det siger alt om hvilket fantastisk menneske hun er. Det med at have veninder er en sjov størrelse. Jeg troede jeg havde nogle rigtig gode og tætte veninder som jeg kunne feste med, dele alt med, være mig selv sammen med og som ville være der for mig. Men da min verden væltede og jeg gik ned med depression, stress, angst og ptsd, var de der i starten. Men en efter en forsvandt de. Ikke sådan fra den ene dag til den anden, men der gik længere og længere mellem vi snakkede sammen og sås. Til sidst døde det helt ud. Nu skal det ikke lyde som om jeg har ondt af mig selv og søger medlidenhed med denne fortælling. Jeg kan på sin vis godt forstå hvorfor de ikke kunne klare det. Venskaber går begge veje, begge parter skal give noget ellers dør det. Jeg kunne bare ikke give noget i lang tid. Jeg var så angst at jeg ikke kunne gå ud af min mors stue. Jeg sad i en stol og kunne simpelthen ikke rejse mig. Det at gå over dødtrinet ville bestemt medføre at noget frygteligt ville ske. Jeg ved udmærket nu at det jo på ingen måde er en rationel tanke. Men det er desværre en tanke der får så godt fat, at den ikke kan ignoreres. Jeg var handlingslammet. Jeg var oprigtig bange, angsten havde overtaget mig.

Det er ganske frygteligt og på det tidspunkt i mit liv vidste jeg ikke hvad der var galt med mig. Jeg kunne ikke spise og udviklede anoreksi. Jeg kunne ikke gå nogen steder. Jeg kunne ikke tage telefonen og ringe. Jeg var lammet. Der var så mange tanker i mit hoved, men ikke én tanke kunne jeg gribe og holde fast i. Det var total kaos.

Så der er da ingen tvivl om at jeg ikke har været sjov at være veninde med. Samtidig var vi unge og det der betød mest for de andre var at gå i byen, drikke, score… Det er jo meget det tiden går med når man er teenager.

Men det jeg var igennem, har helt sikkert givet mig nogle vigtige erfaringer som jeg tager med mig i mit liv. Det er ikke altid vi forstår hvad der forgår i andre menneskers liv, det kan være umådeligt svært at forholde sig til og næsten umuligt at acceptere at de ikke bare gør som vi synes de skal. Men det kan jo være der er noget vi ikke kender til. Så i stedet for at give op, så prøv at lytte, måske finder du ud af hvad det er der forgår. Måske kan du hjælpe? Måske ikke. Måske man bare kan være der i perferien. Det kan betyde ubeskriveligt meget at vide der er nogen når man igen er klar.

Og det var min veninde. Gennem det hele har hun været der for mig, støttet mig, lyttet til mig. Vi har grinet og grædt, men vigtigst af alt, vi er der for hinanden. Jeg håber hun har følt jeg er der for hende i alle årene, måske med udsving i perioder. Men hvis hun har brug for mig er jeg der. Hun skal bare sige til :o)dsc00345

Hun har gennem nogle år opfordret mig til at oprette en hjemmeside så jeg kunne
dele ud af mine erfaringer med det glutenfri køkken. Det har jeg nu taget hende op på og så må hun stå model til en masse madeksperimenter fremover.

Meeen… Jeg har en lille anelse om at hun ikke har spor i mod det ;o)

Vi fik vendt hele verdens situationen og lidt til igår og det er det jeg elsker var at være sammen med hende. Vi snakker konstant fra hun kommer til hun kører hjem. Om stort og småt. Måske er det derfor min kære mand ofte finder på en undskyldning for ikke at være hjemme – al for meget snak… ;o)

Tak for du læste med :o)

One thought on “Venindehygge

  1. Pernille Keil says:

    Sidder med et kæmpe smil på læberne og tårer i øjenkrogen ( positive) for ja jeg har ikke spor imod at stå model til din dejlige mad ? og hvor er det fantastisk du er kommet igang med den her blog ?

Comments are closed.