International mindedag 15. oktober

Share on FacebookEmail this to someonePrint this page

Jeg kan mærke det er en lidt mærkelig dag idag. Jeg er lidt ked af det og tænker meget på hvad der kunne havde været. Vi har igennem længere tid udskudt at udfylde en masse papir vi skal bruge i forbindelse med at vi skal til informationsmøde på Rigshospitalets fertilitetsklinik om tre ugers tid. Det er så nemt at udskyde det til næste weekend. Så kommer man til næste weekend og så kan det jo godt vente til weekenden efter. Men nu kan det ikke vente mere. Der er meget at få styr på og meget at skulle forholde sig til. Og det er hårdt. Idag kan jeg mærke, at for mit vedkommende, så har det været nemmere at udskyde det igen og igen gennem de sidste par måneder, for ellers skal jeg forholde mig til hvad der er sket. Og det er svært. Det gør ondt. Det vækker minder, sorg, fortvivlelse. Det gør ondt i maven, men værst af alt – det gør ondt i hjertet. Jeg føler en kæmpe tomhed indeni. Det er svært at snakke om og det er svært at give mig selv lov til at føle de tab og føle den sorg der følger med de tab. Det er som om jeg ikke mener jeg har ret til at føle sorg og tab. Jeg var jo ikke så langt henne. Jeg havde jo ikke mærket dem sparke. Det skulle jo ikke være. Men sorgen er der. Tabet er der. Det føles så virkeligt i mig – og det er virkeligt. Det ér sket. Jeg har mistet. Det er helt i orden at føle sorg.

Jeg kan huske at jeg efter min første spontane abort fandt utrolig stor sympati, medfølelse og forståelse for at jeg var ked at det. I hvert fald de første 2-3 uger. Så kunne mange omkring min ikke forstå jeg blev ved med at kunne være påvirket og ked af det, for det var jo bare “et foster der ikke var levedygtigt” fik jeg hele tiden af vide. På det tidspunkt tænkte jeg at ja, det var jo godt naturen gik sin gang. De har jo ret alle sammen. Men lige meget hjalp det for mig. Jeg blev mere og mere ked af det. Efter tre måneder måtte jeg gøre noget. Jeg var så ked af det og det føltes som om jeg ikke kunne snakke med nogen om det, for jeg ville ikke bebyrde dem med at jeg ikke kunne komme over det. Jeg tænkte der måtte være noget galt med mig, for det er jo ganske normalt at abortere og det sker for over halvdelen af alle gravide. Men jeg kunne mærke at jeg skulle snakke med en psykolog der kunne hjælpe mig videre og gå det til at gå væk. (Det er der jo ingen der kan, men det var den følelse jeg sad med).

Psykologen forklarede mig at jeg faktisk havde lidt et stort tab og at det var rigtig sorg jeg følte. Og hun sagde det var helt i orden! Det betød simpelthen så meget for mig at blive mødt af en der ikke fortalte mig at det jo var for det bedste jeg havde tabt det barn, for der var sikkert noget galt med det. Nej, her var et menneske der sagde at det var naturligt at føle tab og sorg og at der ville være en sorgperiode. Det vendte mit syn på det jeg havde været igennem meget.

Nu sidder jeg så og er ved at printe de 11 vedhæftet filer fra Rigshospitalet ud og skal til at forholde mig til hvilken dato jeg aborterede, hvor langt henne jeg var, hvad grunden var, hvordan min psykiske tilstand er (tjo… Der er lettere påvirket af dette forløb!) og så videre, og så videre. For alle fire spontane aborter. Det sætter altså gang i nogle tanker og det påvirker mig. Jeg har mest af alt lyst til gemme mig under et stort tæppe og se en meget lang film, glemme alt om det og bare tude. Men denne gang går det ikke. Idag skal jeg havde udfyldt de papir.

Nogle gange er det altså tankevækkende hvordan ting kommer til os på meget sigende tidspunkter. Det er som om universet noglegange fornemmer vi har brug for noget. Det kan være trøst, glæde, opmuntring, vise ord eller noget helt femte. Jeg har igennem de sidste omkring 3 års tid aborteret fire gange og jeg har aldrig vidst der var en international mindedag for de små sjæle som ikke kunne blive. Jeg har aldrig vidst det fandtes og så dukker det op på facebook i et opslag fra en af mine venner. Netop idag. Netop den dag jeg sidder og har så svært ved at få udfyldt de papir fra Rigshospitalets Fertilitetsklinik.

dsc00376

Men så rammer det mig igen – gælder denne mindedag også for mig? Må jeg sørge over mine fire englebørn? Må jeg mindes? Det er utroligt at vi som mennesker kan tænke sådan, for ja, alle der har brug for det må mindes. Ikke bare i dag selvfølgelig. Men jeg fandt dette på “Landsforeningen Spædbarnsdød” hjemmeside (https://spaedbarnsdoed.dk/arrangementer/ ). Der står: “Landsforeningen Spædbarnsdød er for alle, der mister et lille barn – på et hvilket som helst tidspunkt i graviditeten, under fødslen eller i barnets første leveår.” 

Så i aften, når mørket falder på, vil jeg tænde fire lys for vores fire englebørn og mindes dem og måske fælle en lille tåre.

Tak for du læste med :o)

One thought on “International mindedag 15. oktober

  1. Pernille Keil says:

    Min skønne veninde.. Du skal vide at jeg elsker dig og du kan altid komme til mig med ALT du har på hjertet ♥ jeg vil altid støtte dig. Jeg vil straks lette min røv fra sofaen ( og du ved hvor doven jeg er ??) og så vil jeg tænde fire lys for jeres smukke engler ????????

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Bekræft du ikke er en robot *