Hvad nu?

Share on FacebookEmail this to someonePrint this page

Idag er det den sidste dag jeg er ansat på det der snart bliver min tidligere arbejdsplads. Det er en lidt mærkelig fornemmelse jeg sidder med, for på den ene side havde jeg ikke lyst til at stoppe på mit arbejde. Jeg var glad for at have et arbejde og for at tjene mine egne penge. Jeg har prøvet en lang sygeperiode, efter min arbejdsskade, hvor jeg ikke kunne arbejde og hele forløbet med diverse kurser, en flere år lang visitering til flexjob og så endte jeg på kontanthjælp fordi afgørelsen lod vente på sig. Det var opslidende og det gjorde mig mere syg.

Så jeg havde ikke lyst til at stå uden arbejde igen. Uvisheden er skræmmende. På den anden side fungerede det ikke for mig på den arbejdsplads jeg var på. Jeg blev mere og mere syg af at være der fordi branchen ændrede sig med en kolossal fart som jeg ikke kunne følge med. Så alle vil selvfølgelig sige at “det er jo for det bedste”. Og de har ret. Men det er altså svært alligevel.

Det er svært fordi jeg ikke aner hvad fremtiden bringer. Jeg ved ikke hvornår jeg får et arbejde. Jeg ved ikke hvad jeg kommer til at tjene. Jeg har indtil nu været ansat i den gamle flexjob ordning, men det galt kun så længe jeg var på den arbejdsplads der ansatte mig i den gamle ordning. Jeg ved reelt heller ikke om jeg kan finde et nyt flexjob. Jeg kan ikke bare gå ud og tage et hvilket som helst arbejde, for jeg har nogle skånebehov der skal tages hensyn til. Jeg har før skrevet om min arbejdsskade og de følger jeg har derfra. Noget af det sværeste ved at være flexjobber er, at jeg har så mange drømme og ønsker for hvad fremtiden skal bringe og jeg har så mange ting jeg gerne vil opnå arbejdsmæssigt, men som måske ikke er muligt for mig.Jeg er virkelig taknemmelig for jeg har fået tilkendt flexjob og at vi i Danmark har den ordning. Det giver mig mulighed for at arbejde det jeg kan og stadig kunne få en hverdag til at hænge sammen. Det betyder rigtig meget for mig at kunne yde mit til samfundet og tjene mine egne penge. Det fandt jeg for alvor ud af da jeg fik min arbejdsskade og ikke kunne noget. Det betyder meget for mig at komme ud og gøre en forskel og det betyder meget for mig at der er nogen der kan bruge mig og mine kvalifikationer. For selvom jeg har diverse skånebehov, så har jeg faktisk en del gode enskaber at tilbyde en arbejdsplads. Jeg har bare lige den udfordring at ALT går langsommere for mig. Jeg er bl.a. længe om at læse og forstå. Men jeg er til gengæld meget omhyggelig og vil gerne udføre mit arbejde ordentligt.

Min fysiske skade gør at jeg ikke kan løfte og bære særlig meget. Nogle gange, når det står værst til, kan jeg ikke bære en pose med én liter mælk hjem fra byen og der er altså kun 800 meter. Jeg har konstante smerter i nakken og har hovedpine. Jeg har hukommelsesbesvær og kan have rigtig svært ved at holde focus og koncentrere mig. Og noglegange er jeg helt tom i hoved. Jeg kan stadig opleve at stå nede i Netto og ikke vide hvorfor jeg er der og hvad jeg skal. Men jeg har lært at finde små udveje i hverdagen der gør at jeg alligevel kan klare de fleste hverdagsting. Så når jeg står nede i Netto idag har jeg en seddel i min lomme som hjælper mig til at komme videre. Jeg ved jeg lige skal trække vejret dybt et par gange og så finde ud af at komme gennem butikken, få betalt og komme hjem. Det er ikke et problem hvis jeg er sammen med en for så følger jeg bare med der. Men det er virkelig en underlig følelse stadigvæk. Jeg kan godt blive rigtig ked at det og synes det er død uretfærdigt at jeg skal kæmpe med de her ting. For jeg synes virkelig det er uretfærdigt at jeg i en alder af 25 år får ændret mit liv på grund af en lille episode og fem minutter hvor alt går galt. Det er rigtig svært at acceptere. Det er rigtig svært at forholde mig til. Jeg ved også at jeg ikke kunne have gjort noget anderledes i situationen, men det er virkelig uretfærdigt at så meget ændres fordi jeg passede mit arbejde.

Men jeg kan ikke ændre det. Sket er sket og jeg har prøvet så mange behandlinger som ikke har kunne gøre andet end at lindre. Intet har kunne helbrede. Det er også derfor de siger det er kronisk og at jeg dermed kunne få tilkendt flexjob. Så efter jeg i 9 år har levet med følgerne af min arbejdsskade, har jeg lært at huske mig selv på, at jeg stadig er heldig. Der er meget jeg ikke kan og som jeg virkelig ville ønske jeg kunne. Jeg ville til hver en tid bytte de “privilegier” som et flexjob giver hvis jeg kunne have en krop og en psyke der fungere, så jeg kunne gøre de ting jeg drømmer om.

Men der er heldigvis også stadig meget jeg kan. Når jeg ikke kan gå til jitterbug med min mand fordi det giver for mange smerter, så er jeg så taknemmelig for jeg stadig kan danse lidt indimellem. Når jeg ikke kan løbe 5 kilometer, så er jeg taknemmelig for jeg stadig kan gå en god lang tur. Når jeg ikke kan tage telefonen af frygt for det er kommunen eller lignenede, så er jeg glad for jeg stadig tør gå en tur selv eller kan tage ned og handle. Når jeg ikke kan gå 100% efter min drøm, ikke endnu i hvert falde, så er jeg taknemmelig for jeg kan sidde og skrive dette. Det at blogge, udvikle opskrifter, tage billeder med videre giver mig rigtig meget i mit liv. Jeg føler jeg lever min drøm ud her. Det er kun en god måneds tid jeg har været i gang sådan for alvor, men det virker så rigtigt for mig og jeg er glad for jeg endelig lyttede til min fantastiske veninde og til min kære mand og fik gjort alvor af at lave min egen hjemmeside. Det giver mig livskvalitet, glæde og et pusterum. Her prøver jeg at følge mit hjertekompas og gå den vej mit hjerte hvisker til mig er den rette for mig.

Jeg er så priviligeret i mit liv. Jeg har så meget at være taknemmelig for. Jeg skal bare huske mig selv på det når jeg synes arbejdssituationen med mere ser rigtig sort ud.

Men jeg har det der betyder alle mest for mig i mit liv: Min mand, min familie, mine venner, et skønt sted at bo, vores hund og et helbred der stadig tillader mig mange ting og glæder. Dét er det vigtigste for mig. Det er et rigt liv for mig.

Ha’ en dejlig dag!

Tak for du læste med :o)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Bekræft du ikke er en robot *