dav

Lyt til dit hjerte!

Share on FacebookEmail this to someonePrint this page

Jeg er begyndt at mærke mere efter hvad jeg har brug for og hvad jeg gerne vil. Jeg har i alt for lang tid gjort hvad jeg troede andre gerne ville have og hvad jeg tænkte der var en forventning om jeg skulle.

Men det har ikke ført mig nogen steder.

Det har nærmere været min forventning om, at andre havde en forventning til mig. Det er jo slet ikke sikkert og meget af det ved jeg er noget der foregår i mit hoved. Men det er en bevidsthed jeg er ved at tilegne mig og jeg arbejder rigtig meget med det.

For jeg kommer ingen steder hvis jeg prøver at gøre hvad jeg tror andre forventer af mig. På den måde kan jeg ikke opfylde deres forventninger, men vigtigst af alt, jeg opfylder ikke mine egne drømme.

Hvis jeg ikke lytter til hvad jeg gerne vil, så forsætter jeg i samme spor som hidtil og det har jeg ikke lyst til.

wp_20161023_0022

For mig handler det her denne gang om mine forventninger og mine ambitioner til hvad der arbejdsmæssigt skal ske i mit liv nu. Men det er noget jeg er sikker på mange vil kunne kende fra alle mulige aspekter i deres liv.

At jeg er arbejdsløs nu kan jeg vælge at se som et stort nederlag, det har jeg gjort flere gange i denne proces og jeg gør det til tider stadig. Men jeg kan også vælge at se det som om jeg har fået mulighed for at tænke helt anderledes, tænke nyt.

Det er ikke så tit vi får den mulighed og jeg har heldigvis besluttet at gribe den. Siden jeg kom til skade på mit arbejde tilbage i 2007 har jeg famlet rundt og grebet fat i det jeg kunne og troede jeg skulle. Det har været sindsygt vigtigt for mig at have et arbejde. For en hver pris. Ét er at jeg er flexjobber, men jeg vil yde mit til samfundet. Det vil jeg stadigvæk, det har ikke ændret sig. Det er vigtigt for mig at gøre det jeg kan. På den måde føler jeg mig som en del af vores samfund og det er en god fornemmelse at vide jeg gør mit bedste.

Men nu står jeg desværre igen i en alt for velkendt situation. De tre ”rigtige”, faste, jobs jeg har haft, er af en eller anden grund endt på stort set samme måde, en måde der ikke har været god for mig. Så jeg er kommet til den erkendelse af, at der nok er noget jeg skal lære af det her. Jeg tror jeg har truffet de forkerte valg, men jeg kunne ikke på daværende tidspunkt have gjort det anderledes. Nu håber jeg at jeg kan finde et job hvor jeg passer ind, hvor jeg kan bruge mine interesser, kompetencer, fagligt og personligt, og kan få en fornemmelse af, at jeg har fundet min rette hylde.

Jeg tænker helt anderledes og vil rigtig gerne bruge mange af de ting jeg har lært fra mine uddannelser, jobs og rent personligt. Så jeg er i gang med en masse uopfordret ansøgninger og så er jeg spændt på om det lige pludselig giver pote.

Jeg kan mærke at denne proces og måde at gribe det an på er helt ny for mig. Men det føles simpelthen så godt og jeg er sikker på jeg er på rette vej.

Lyt til dit hjerte – det fortæller mere end vi tror og det er tit klogere end vi regner med!

Mit liv – Min vej! 

Rigtig god solskinds mandag

Tak for du læste med :o)

dav

Julehygge – i dag starter julen rigtig for mig

Share on FacebookEmail this to someonePrint this page

Der har allerede været en del små forberedelser i forhold til julen. Jeg har bagt min gluten- og laktosefri ølkage, som udgør det for honninghjerter for mig i december måned. Jeg har forsøgt mig med at lave min mormors gamle æbleskiveopskrift om til en gluten- og laktose fri udgave og det lykkedes heldigvis rigtig godt! Begge dele er tilmed sukkerreduceret og det kan ikke smages. Jeg har lavet den årlige julekalender til min mor, søster og mand og i onsdags fik jeg lavet advents dekoration og kalenderlys.

I går eftermiddags var vi nede og se juleoptog i byen og juletræet blev tændt nede på torvet. Det var rigtig hyggeligt og der var en fantastisk julestemning i vores lille by.  Det er første gang vi har været med til det og vi var overrasket over hvor mange der var mødt op. Der var stort juleoptog gennem byen med garden der spillede julemusik, hestevogn med selveste julemanden og en masse børn og voksne der fulgte trop med lys. Nede på torvet skulle børnene hjælpe julemanden med at tælle ned fra 10 så juletræet kunne blive tændt og det var så hyggeligt at høre alle de glade og spændte børnestemmer.

Men for mig starter julen for alvor i dag, lørdagen før første søndag i advent, hvor min mor holder den traditionelle julehygge for familie, venner og naboer. Det er så hyggeligt. Der er dækket et langt bord i hendes spisestue med røde duge, nisser, gran, dyr og sågar juletræer på fod oppe på bordet. Det ser fantastisk ud og jeg kommer virkelig i julestemning. Der dufter lifligt af glögg og æbleskiver når vi kommer. For en måneds tid siden satte hun glögg ekstrakten til at trække og den er simpelthen så god! Jeg glæder mig meget til at smage :o)

dsc01105-2

Jeg har det ikke fra fremmede med at lave det meste mad, kage med videre fra bunden. Det har min mormor altid gjort og min mor gør det også. Hun har blandt andet stået og bagt 300 æbleskiver til idag. Om aftenen er der glaseret juleskinke, salat og kartoffelsalat. Det er nogle af mine livretter og så tilsat en ordentlig portion julestemning, lys, julemusik og skønne mennesker, så bliver det altså ikke meget bedre.

Imorgen når det er første søndag i advent skal jeg pynte op til jul herhjemme og have sat lys op i haven. Det bliver en dejlig weekend i julens, hyggens og fredens ånd.

Glædelig jul til Jer alle

Tak for du læste med :o)

dav

Første søndag i advent og opskrift på gluten- og laktosefri æbleskiver

Share on FacebookEmail this to someonePrint this page

På søndag er det 1. søndag i advent og i den anledning synes jeg I skulle have denne lækre opskrift på glutenfri, laktosefri og sukkerreduceret æbleskiver som smager præcis som dem min mor og mormor altid har bagt. Og de er altså fantastiske!

dsc00263-2

Jeg pynter som regel op til jul og sætter julelys op uden for 1. søndag i advent. Julemusikken kører på pladespilleren, jeg laver julete og spiser sikkert også et stykke af min ølkage. Så er der julestemning for alle sanserne.

Ja, jeg har skrevet pladespilleren, for sådan en fik vi i bryllupsgave i sommers og vi er så glade for den. Den bliver flittigt brugt. Det hygger på en helt særlig måde med lyden fra en plade. Vi har selv lavet denne gamle skænk om til et musikmøbel med pladespiller, plads til pladerne og så er der barskab neden under ;o)

dsc00268

Første søndag i advent er starten på et nyt kirkeår og ordet advent kommer af det latinske ”Adventus Domini” som betyder ”Herrens komme”. Oprindeligt var adventstiden en stille tid hvor man fastede og ventede på Jesu komme.

Vi holder heldigvis stadig fast i flere adventstraditioner hvor det handler om forberedelse, forventningens glæde og tælle ned til jul. Vi tænder adventskrans, åbner julekalender, tænder kalenderlys og det er alt sammen symboler på nedtællingen til julen, forventningens glæde, Jesus fødsel.

Når vi tænder adventskransen, tænder vi ét nyt lys for hver advents søndag. Lyset skal brede sig langsomt. Vi opbygger forventningen og vi glæder os til lyset fylder det hele og alle fire lys brænder så fint. Vi venter, vi glæder os, vi fyldes med fryd, glæde, ro og fred.

Nyd den søde juletid. Nyd forventningens glæde. Nyd lyset og freden det hele bringer med sig!

Tak for du læste med :o)

dav

Laksestykker og rodfrugter i ovn

Share on FacebookEmail this to someonePrint this page

Vi har nok alle hørt at det er vigtigt at spise fisk flere gange om ugen. Miljøstyrelsen anbefaler at vi spiser mindst 350 gram fisk om ugen og heraf gerne 200 gram fed fisk som for eksempel laks.

Men hvorfor er det så vigtigt?

Her er et par af årsagerne:

Fisk indeholder forskellige næringsstoffer som er livsvigtige for vores velbefindende – både fysisk og psykisk. Det er næringsstoffer som vores kroppe ikke selv er i stand til at producere, men som skal tilføres, blandt andet via kosten. Der er især tale om D-vitamin og omega-3 fedtsyre når vi snakker om fisk.

For eksempel hjælper D-vitamin vores tarme med at optage kalk fra vores kost, hvilket er med til at styrke vores knogler. Samtidig styrker D-vitamin immunforsvaret og da en af de måder vi får tilført D-vitamin på er via solen, er det endnu vigtigere at få ekstra D-vitamin her om efteråret og vinteren hvor vi ikke får lige så meget sol på kroppen som om foråret og sommeren.

Omega-3 fedtsyre er vigtigt for at hjernen får nemmere ved at overføre nervesignaler. Hvis man mangler de rigtige fedtstoffer viser forskning at der kan være øget tildens til blandt andet depression.

Desuden er ser det ud til at både D-vitamin og Omega-3 kan være med til at mindske risikoen for alzheimers.

Et af alle de mange forløb jeg har deltaget i lærte mig vigtigheden af at få nok af de rigtige fedtsyre og ikke være bange for dem. Flere af os på holdet havde problemer med depressiv tilstand og andre psykiske problemer og vi blev anbefalet at vi skulle starte dagen med en olie shot. Det lyder ikke rart og jeg kan desværre heller ikke sige det smager godt og ikke er så slemt som det lyder, for jeg bryder mig bestemt ikke om det! Men det virker altså! Heldigvis er der flere måder at kamuflere smag og den fedtet fornemmelse i munden efterfølgende. Det virker rigtig godt at komme lidt appelsinjuice i et glas og så 1-2 spsk. god olie ovenpå og så bare ned med det i et hug. Hvis du tror det bliver bedre af at ”bide den over”, så kan du godt tro om igen. Hele ideen her er nemlig at olien flyder oven på juicen og at juicen skal neutralisere smag og den fedtede fornemmelsen bagefter. Så bare ned med den ;o)

En af de mange skønne “bivirkninger” er, at olien giver en fantastisk flot og blød hud. Sundhed kommer også indefra.

dsc01132-2

Så hvis du er ude efter en nem, sund og lækker ret til aftensmaden i aften, som tilmed styrker dit helbred psykisk og fysisk, er her et rigtig godt bud, synes jeg. Rodfrugterne tager lidt tid at skrælle og skære ud, men til genglæd er laksen hurtigt tilberedt.

Det kan stå i ovnen på samme tid ved  200 grader varmluft. Det er nok bedst at give rodfrugterne ca. 10 minutter alene først, for at det kommer til at passe sammen.

Nyd en skøn mandag – vi er nu kun 5 hele dage fra julen starter på søndag med første søndag i advent. Ja, jeg glæder mig!

Tak for du læste med :o)

dav

Varm kakao – laktose- og sukkerfri

Share on FacebookEmail this to someonePrint this page

Jeg synes dagen i dag kalder på en god, varm kop kakao! Det er så hyggeligt at sidde og varme sig med her i de kolde måneder. Jeg læste lige her til morgen at DMI mener der kommer kulde og sne i starten af december og så er det altså godt at have en opskrift på en helt fantastisk og uimodståelig lækker varm kakao. Den er tilmed rigtig hurtig og nem at lave og så er det lige før den er sund ;o). Den indeholder i hvert fald ikke sukker.

Jeg har i flere år lavet min kakao sødet med dadler, men jeg synes det var ret besværligt at skulle have blendren frem hver gang jeg havde lyst til kakao og det gav også en del ekstra opvask. Så i år har jeg lavet min egen udgave af laktose- og sukkerfri varm kakao. Den er selvfølgelig også glutenfri. Den kan sikkert også drikkes kold, men jeg foretrækker den altså varm.

Hvis du vil undgå sukker helt, så husk at købe en kakao uden sukker og brug Sukrin Gold. Jeg laver oftest min med kokossukker, det fungere rigtig fint for mig.

dsc00870-2

Denne udgave er en luksus udgave med en god klat flødeskum og kanel på toppen. Husk at bruge laktosefri fløde hvis ikke du tåler laktose. Hvis I har læst mine øvrige blog indlæg, så ved I at jeg allerede er godt i gang med at jule og derfor får min varme kakao også et godt drys kanel på toppen, det smager virkelig dejligt!

I dag skal jeg videre med julekalenderne, jeg satser meget på at blive færdig i morgen med at tegne og farvelægge, så kan de blive kopiret fredag. Der er noget efterarbejde med at skære lågerne ud og samle kalenderne, men jeg tror jeg når det endnu engang.

Du finder et link til min kakao opskrift lige her. Men pas på – den er vanedannende!

 

Tak for du læste med :o)

dav

Reiki II : Taknemmelighed

Share on FacebookEmail this to someonePrint this page

Weekenden har været spændende, mystisk, interessant, hård, lærerig, rørende, selv-udviklende og en total mind-blowing oplevelse for mig!

Jeg besluttede, lidt i sidste øjeblik, at jeg skulle tage næste del af min Reiki rejse. Jeg har i længere tid mærket, at det kaldte på mig, men jeg et af de mennesker der lever alt for meget i mit hoved og bekymre mig om alt. Jeg er ikke specielt god til at lytte til hvad jeg gerne vil. Jeg har så mange bekymringer og undskyldninger: Jeg har ikke råd, det er langt at køre, hvad nu hvis det ikke er noget jeg kan bruge, spilder jeg mon en hel weekend, er det de rigtige mennesker på holdet og så videre.

Jeg skulle køre ret tidlige om morgenen, men jeg har været så heldig at det har været det mest fantastiske vejr begge dage.

Samtidig har jeg virkelig følt mig priviligeret over at være mig, for når jeg kom hjem havde min mand sørget for at der var lækker aftensmad, begge dage. Det er altså ikke noget der sker så tit ;o) Men det var så skønt at komme hjem til og sidde sammen, spise, snakke om dagen og få et glas rødvin.

Da jeg kørte søndag morgen måtte jeg stoppe for at tage et par billeder. Det var så smukt og den følelse jeg fik, var helt ubeskrivelig. Det var som om første dag med Reiki II havde rykket rundt på rigtig mange ting i mit liv. På den gode måde! Jeg følte mig så glad, let, ydmyg over alt det vi ikke forstår, men som alligevel er en del af os, lille og stor på samme tid. Jeg havde en følelse af lykke, lethed og stor taknemmelighed.

peaceful

Heldigvis lyttede jeg til mit hjerte denne gang. Jeg skulle med på Reiki II og det skulle være nu. Så få dage før det startede, sikrede jeg mig min plads.

Alle mine bekymringer blev endnu engang manet solidt i jorden. Jeg har mødt de mest fantastiske mennesker. De er så søde, rare, givende, spændende og så deler vi helt klart sammen passion for Reiki healing. Vi er der fordi vi ved det virker og fordi vi vil vide mere. det har været så skønt at kunne dele oplevelser, blive bekræftet i det virker, dele historier og meget andet. Jeg har fået utrolig meget med mig som jeg kan bruge på mig selv og min egen situation, men jeg kan også hjælpe andre mennesker der måtte ønske lindring, bedring, ro eller hvad de har brug for hjælp til. Nu kan jeg blandt andet fjernheale, situationsheale og lave psykisk healing. Begreber jeg ikke vidste meget om før, men som nu er blevet en del af mig og som jeg glæder mig meget til at bruge og lære endnu bedre at kende.

Jeg kan mærke, at noget at det Reiki har givet mig er, at jeg er blevet bedre til og tør at lytte lidt mere til hvad mit hjerte fortæller mig. Det er virkelig vigtigt for mig at komme lidt ud af kun at leve i hoved, for det hjælper mig med at få det bedre psykisk. Når jeg lytter til hvad jeg gerne vil og prøver at følge det, mærker jeg hurtigt hvor meget mere glæde det giver mig. Det er så fantastisk!

Healing er for mig en kæmpe gave jeg er blevet skænket. Jeg er så taknemmelig, ydmyg og stolt. Jeg ved jeg gør noget godt og noget rigtigt for mig selv og jeg ved jeg er på den rette vej – min vej!

Nyd den sidste smukke solrige frostvejrs dag og smil til den næste i ser – det bliver en smuk dag!

Tak for du læste med :o)

dav

Reiki healing

Share on FacebookEmail this to someonePrint this page

Som jeg skrev i går står weekenden på en meget spændende oplevelse. Jeg skal i dag starte på Reiki II og jeg glæder mig helt vildt meget!

Billedresultat for reiki

Jeg tog første del af Reiki i juni måned og det har haft en meget stor betydning i mit liv og jeg vil derfor rigtig gerne vide mere og lære meget mere.

Jeg bruger selvhealing ofte. Jeg ville ønske jeg kunne skrive hver dag, men der er altså gange det glipper. Alligevel har jeg følelsen af, at jeg har det med mig hele tiden:

  • Reiki giver mig indre og ydre ro. Jeg kan bedre fokusere, mit åndedræt bliver dybere og ikke så overfladisk og min krop er roligere.
  • Jeg føler mig mentalt stærkere. Jeg har meget svært ved at lytte til mig selv og sige fra, men efter jeg har fået Reiki ind i mit liv er jeg begyndt at lytte til hvad jeg gerne vil. Jeg er begyndt at drømme om helt andre muligheder karrieremæssigt for mig og det har jeg ikke gjort i 9 år – siden jeg kom til skade.
  • Jeg er mere glad. Når jeg føler ro og harmoni bliver jeg glad og derfor føler jeg, at jeg overordnet set er blevet gladere og kan føle lykken mere nærværende.
  • Når jeg ikke kan få ro i min krop eller for mine tanker hjælper healing mig også rigtig meget. Når jeg healer eller bliver healet befinder jeg mig ikke længere i kaos. Jeg kommer ind i min selv og finder ro og tryghed.

Jeg har også haft rigtig gode oplevelser med at heale min mor. Hun kom til skade med sit ene ben for en del år siden og det driller hende ret meget. Første gang jeg healede hende, spjættede benet noget rundt og hun følte stor uro i det. Efter anden healing havde hun slet ikke problemer med det mere. Heller ikke når hun gik, eller når hun skulle rejse sig. Det var ret vildt for os begge to at opleve! Det er dog vendt tilbage igen, men det er også over ½ år siden jeg healede hende sidst. Så vi må se at komme i gang igen :o)

Reiki II er rigtig spændende for mig af flere grunde. Den vigtigste grund til jeg kan mærke at det skal være nu jeg går i gang med denne del er, at man lærer psykisk healing. Det håber og tror jeg vil give mig selv rigtig meget, men jeg håber også at kunne hjælpe andre med depression, stress, angst, ptsd med videre. Det er de mere mystiske ting vi skal lære om og lære at beherske. Det glæder jeg mig rigtig meget til!

Rigtig god weekend!

Tak for du læste med :o)

dav

Positivt møde på jobcentret og ugen der gik

Share on FacebookEmail this to someonePrint this page

Sikken en uge det har været. Der har været mange store ting og weekenden gemmer på en fantastisk oplevelse.

Ugen startede med vi i mandags var på Rigshospitalet til informationsmøde på deres afsnit for ”Gentagne Graviditetstab”. Det var dejligt at komme i gang, men samtidig er det også virkelig surrealistisk at være i den situation. Vi havde bestemt gerne været det foruden, men vi er også taknemlige over at vi er så heldige at leve i en tid hvor der måske er mulighed for at få hjælp til at gennemføre en graviditet. Der er en del der har spurgt mig om det ikke er grænseoverskridende at skrive om de her ting. Ting der er så personlige. Det er vanvittigt grænseoverskridende, frygtindgydende og en lidt mærkelig fornemmelse, at dem der læser det, kommer til at vide så meget om mig. Men det er vigtigt for mig, for jeg har stort set ikke kunne finde hjælp til hvad det vil sige at have en unicorn livmoder. Der er ikke meget på nettet og min egen læge og sygehuset der konstaterede det, ved ikke nok om det til at de kan fortælle os noget som helst. Det eneste vi får af vide er at det er meget sjældent… Selvom det er meget sjældent, så er mit håb, at når en kvinde sidder i samme situation som mig, så kan hun finde lidt om det her. Derfor har jeg valgt at skrive om mit forløb og tanker. Grænseoverskridende eller ej ;o)

vand-med-tekst

Onsdag besøgte jeg en god ven og vi havde en rigtig dejlig eftermiddag sammen. Hun havde hjulpet mig med at få afsluttet noget og så mødtes vi og gik en dejlig lang tur. Vi havde det mest fantastiske efterårsvejr. Solen var fremme, der var ikke en vind der rørte sig og der var ”højt til himlen”. Der er ikke noget som at gå en tur sammen i skoven, sammen med hendes søde hund, og bare gå og snakke om alt og intet. Bagefter tog vi hjem til hende og sad og snakkede et par timer mere over en kop te. Virkelig en dejlig dag!

Torsdag skulle jeg til et såkaldt CV-møde på jobcentret. Fra 1. november blev jeg officielt ledig. Jeg har i lang tid gået og frygtet at skulle i gang i kommunens system igen, for det har bestemt ikke behandlet mig pænt altid. Men det skal det ikke handle om denne gang, for jeg blev virkelig positivt overrasket! Jeg ved ikke helt hvorfor det bliver kaldt et CV-møde, for vi snakkede forbavsende lidt om selve vores CV’er, men en rigtig god sagsbehandler forklarede om vores pligter og rettigheder på en god, interessant, levende og til tider endda sjov måde.

Vi var omkring 10 flexjobbere. Nogle var lige blevet visiteret til flexjob og andre, som mig, kom fra et job vi var blevet opsagt fra. Det jeg frygtede meget var, at jeg skulle hele møllen igennem igen. Det var en mange årige kamp for mig at få tilkendt flexjob og jeg var så bange for at jeg skulle snakke om sygdom, diagnoser og alt det negative igen. Men vi blev mødt at nogle søde og rare og fagligt kompetente mennesker som lagde stor vægt på at vi skulle finde alt det frem vi kunne når vi skal ud og “sælge os selv”. Der var blandt andet vores sagsbehandler og den virksomhedskonsulent der skal hjælpe os der var til stede, og jeg føler mig tryg  ved dem og i at det nok skal lykkes mig at få et flexjob igen. Det er ret fantastisk!

Jeg føler virkelig at jeg blev mødt der hvor jeg er og at det er ok at være mig. Det har jeg ikke følt længe… Jeg var fuldstændig færdig efter gennemgangen til mødet og kunne mærke jeg var ret påvirket.  Jeg reagere oftest ved at tårerne presser på og jeg gik ud på gangen for at få lidt ro og luft. Jeg havde ikke lyst til at stå og græde i et rum med en masse mennesker jeg ikke kender. Jeg tror det var en kombination af, at det kræver en del af mig psykisk at tage til sådan et møde, mennesker jeg ikke kender og hvad skal der ske? Mange informationer gør mig meget træt og da vi skulle til at udfylde et skema, havde jeg lukket så meget ned at jeg ikke vidste hvad mine faglige og personlige kompetencer er. Jeg anede ikke hvad ordene betød. Det er en voldsom følelse som jeg ikke er sikker på jeg nogensinde vender mig til. Det er meget svært at forklare, men hjernen går i stå og en voldsom træthed og udmattelse overmander mig. Dette er virkelig frustrerende og ret irriterende. Jeg kan stadig godt huske hvordan jeg fungerede inden jeg fik en arbejdsskade og blev syg.

Det var også en form for forløsning af, at der bliver tage udgangspunkt i mig og at få mig videre. Jeg er så glad for der bliver fokuseret på at være positiv. Det passer rigtig godt til min indstilling til livet.

Vi læser tit om alle de negative historier fra jobcentrene og jeg havde derfor lyst til at dele min meget positive oplevelse med jer. Jeg håber det fortsætter og at jeg snart er i job igen.

Hvad weekenden byder på kan I læse mere om senere – nyd den dejlig fredag der er i vente og rigtig god weekend!

Tak for du læste med :o)   

dav

Nem salat med kun 3 ingredienser

Share on FacebookEmail this to someonePrint this page

Efter mit lange skriv i går er der i dag en lille kort hilsen fra mig, samt en opskrift på en meget nem salat der er fantastisk tilbehør til pizza, kødretter, tapas med videre.

Aftensmaden bestod i går af hjemmelavet gluten- og laktosefri pizza og en meget nem salat. I dag får I opskriften på salt, hvis man kan kalde det en opskrift, når der kun indgår 3 ingredienser…

Ikke destomindre synes jeg I skal have den, for det er en salat der er rigtig sund, mange har ingredienserne hjemme i forvejen og så smager den godt. Så endnu en god måde at få lidt ekstra grønt indenbords.

dsc01037

Olien er en værtindegave jeg fik da vi fejrede min mands fødselsdag i weekenden og den er altså virkelig lækker. En rigtig god olivenolie med lemon og den friske smag kan jeg rigtig godt lide sammen med olien. Den tager det fede og dæmper olie smagen og samtidig har man ikke den der fedtet fornemmelse i munden når man har spist.

Normalt bruger jeg en olivenolie og så presser lidt citronsaft over, men det her er altså nemt og lækkert. Så den er jeg rigtig glad for :o)

Salaten er fyldt med vitaminer og kostfiber fra gulerødderne. Det fremmer fordøjelsen, regulerer blodsukkeret og er med til at forebygge diverse sygdomme, som hjertekarsygdomme og kræft. A-vitamin indholdet i gulerødder er højt og er et kraftigt antioxidant. (Se mere her om antioxidanters betydning). Gulerødder indeholder også store mængder af beta-caroten. Det er et stof der er med til at beskytte huden med solens stråler og de frie radikaler. Hvidkålen er fuld af bitterstoffer, har et lavt kalorieindhold, mætter rigtig godt og 150 gram hvidkål dækker vores daglige behov for C-vitamin. Olivenolien er med til at bekæmpe inflammation i kroppen og forskning viser at oliens egenskaber kan hjælpe på hjernen ved blandt andet alzheimers. Så det kan godt være det er en nem og simpelt salat, men den gør godt for vores helbred!

Pizzaopskriften kommer senere, den skal lige skrives ind, men her er et link til salaten – Rigtig god dag!

 

Tak for du læste med :o)

dav

Informations møde på Rigshospitalet

Share on FacebookEmail this to someonePrint this page

Sikken en fantastisk smuk frost vejrs morgen at vågne op til. Solen er på vej frem og græsset er hvidt at frost. Det er stille. Jeg lå i min seng og prøvede at vågne. Jeg er træt, mættet og spændt efter gårsdagens møde på RIgshospitalet.

Vi var til informationsmøde på Rigshospitalet (RH) i går og det var rigtig godt. Men hvor var vi trætte bagefter. Det var en ”lille” aftentur på fem timer, men det var ikke det der gjorde mig mest træt. Det var hele oplevelsen i at komme ind på RH og følelsen af at nu er vi endelig i gang! Det har været en virkelig lang vente tid og vi fandt ud af, at den også har været meget længere end normalt. Vi er desværre ramt ind i at de er i gang med at implementere den såkaldte ”Sundhedsplatform” på RH. Det er en fantastisk god idé med sundhedsplatformen, som skal samle informationer om patienten i én elektronisk journal, men det er bare mega frustrerende at det rammer os på tid, for tid er sådan en vigtig faktor i forhold til, om det vil lykkes os at blive forældre. Men det var tydeligt at mærke at de (personalet) var tæt på at være lige så frustreret over situationen os.

Vi havde ingen idé om hvor mange der kom til denne informations aften, men min tanke var, at vi skulle sidde i et lille mødelokale med omkring tyve andre. Der tog jeg helt fejl. Vi var kørt hjemmefra i god tid, men alligevel var vi der kun 10 minutter før det startede. Det var nemt at finde en parkeringsplads på denne tid af dage, men til gengæld skulle vi lige bruge lidt tid på at finde gennem al byggearbejdet, stilladser, maskiner, opgravninger med videre. Men vi fandt opgang 2 og der skulle vi så finde auditorium 2. Inden for svingdørene var der ingen skilte der viste mod auditorium, men der var til gengæld en del par der mindede om os: 25-40 år, søgende og med en stak papir i hånden. Så vi fulgte strømmen og blev ledt ned til auditorium 2. Der stod nok 10-15 par foran os og ventede på at blive krydset af. Det er obligatorisk at møde op til informationsaftenen ellers bliver din tid til første konsultation aflyst, så efter ventetid på over ½ år, er det bare med at møde op.

Vi blev krydset af, fik afleveret papirerne og så kom vi ind i auditoriet. Hold nu op hvor sad der mange. Der har været mere end 100, så det var noget større end vi på forhånd havde regnet med.

En sygeplejeske bød velkommen og vi fik præsenteret aftenens program og personalet på afdelingen. Det er et lille hold med tre læger og tre sygeplejesker. De tager sig kun af par der har haft gentagende graviditetstab. Nogle har været så heldige at få et barn, men når de vil have nummer to, aborterer de gang på gang. Andre, som os, har haft gentagende, på hinanden følgende, aborter og minimum tre. De tager sig ikke af fertilitets delen, men prøver at finde en årsag til hvorfor vi aborteret igen og igen.

Vi fik en masse informationer, statistikker, eksempler på behandlingsforløb og en kvinde der var tidligere patient, fortalte sin meget gribende historie, men på en helt utrolig fin, humoristisk og let måde, taget i betragtning hvad hun havdeværet igennem. Hun havde gennemlevet 10 aborter over 7 år, mener jeg det var. Hun havde også aborteret op til flere gange mens hun var i behandling på klinikken. Men 11. gang var lykkens gang for hende og hun havde i april i år født en sund og rask dreng, helt naturligt. Hendes ”redning” ser ud til at have været en forældet type malariamedicin, som ikke virker på malaria mere, men som åbenbart kan hjælpe nogle ufrivilligt barnløse med gentagne graviditetstab. Fascinerende.

Der blev også snakket en del om det øget stress niveau og tendensen til at udvikle desperation, som mange af os der sad der i aftes oplever. Det er ubeskriveligt hårdt at gå igennem en spontan abort. Jeg har hver gang følt at jeg mister et stykke af mig selv. De fysiske smerter er voldsomme, men tabet af det lille barn vi glædede os så meget til at få, det gør så ondt helt inden i. Derfor var det rart at høre at mange af de ting jeg har gået og tænkt og følt ikke kun er mig, men mere en normal reaktion på den situation man står i. Bebrejdelserne af en selv: jeg kunne også have spist sundere, jeg skulle have trænet mere, jeg skulle have trænet mindre, det er helt sikkert det glas vin jeg drak inden jeg vidste jeg var gravid. De sidste gange jeg har aborteret, harjeg tænkt meget på at det nok var fordi jeg var alt for påvirket psykisk. Det måtte være min skyld, det er jo ikke normalt at abortere så mange gange… Det og meget mere slår de fleste kvinder sig selv oven i hoved med, samtidig med de oplever en kæmpe sorg. Og i går kunne jeg se, at jeg bestemt ikke var alene om at have det sådan.

Lægen fortalte om en masse af de komplikationer de ofte så, om behandlingsformer, om sammenvoksninger eller skillevægge i livmoderen, men unicorn livmoder blev ikke nævnt på noget tidspunkt. De behandlingsforløb der blev beskrevet, synes jeg ikke jeg kunne få til at passe på vores udfordringer. Så da der var tid til spørgsmål, spurgte jeg hvad i forholdt til unicorn livmoder? Og som så ofte før var der ikke noget svar at hente. Hun sagde at det er yderst sjældent og forklarede de andre hvad det var. Så vi blev desværre ikke klogere på det. Vi ser nu frem til vores tid i januar og håber vi får nogle svar der.

Efter mødet var vi nede og snakke med lægen, for som jeg har skrevet om før, så har vi virkelig mange problemer med at få taget den kromosomanalyse de skal have på RH. Lægen måtte spørge sygeplejersken og desværre viser det sig at Region Sjælland har en kedelig historik med at være umulige på dette område. Heldigvis var de søde og sagde at vi kunne få taget testen på RH når vi kommer til første konsultation, så det er rart at vide. Men jeg bliver altså rigtig irriteret når det kommer til at forlænge vores forløb yderligere fordi Region Sjælland ikke vil gøre det de, øjensynligt, skal i denne sag. Det er simpelthen ikke rimeligt. Så jeg har selvfølgelig ikke tænkt mig at lade det ligge her, men nu må vi se om det lykkes for os eller ej.

dsc00745

Jeg håber I nyder denne smukke vinter dag. Jeg vil tage vintertøjet på og gå mig en lang tur med hunden og prøve at få klaret hoved lidt. En gåtur i frostvejr, ned til vandet og skoven, det plejer altid at virke ;o)

Rigtig god dag!

Tak for du læste med :o)