Det er ikke rimeligt

Share on FacebookEmail this to someonePrint this page

Nogle gange er det danske sundhedsvæsen altså meget tungt at danse med. På mandag skal min mand og jeg til infomøde på Rigshospitalets Fertilitetsklinik, et møde vi har ventet på i over et halvt år, og nu er det endelig tid. I den forbindelse skal vi udfylde en masse papir og Rigshospitalet skriver i deres brev til os at vi skal sende svar på kromosomanalyse på os begge. I forbindelse med min sidste spontane abort i foråret fik jeg taget en masse blodprøver og tests, men jeg vidste ikke om jeg havde fået lavet en kromosomanalyse.

For en måneds tid siden gik vi i gang med at udfylde diverse skemaer. Vi havde nogle spørgsmål, blandt andet om jeg havde fået fortaget en kromosomanalyse og vi ringede derfor til det sygehus vi har været på i forbindelse med alle aborterne, men sygehuset har afsluttet min sag. Jeg fik af vide jeg skulle henvende mig til egen læge eller Rigshospitalet, så jeg ringede til Rigshospitalet for at høre hvordan og hvorledes. Her får jeg af vide jeg skal henvende mig til dem der har henvist os til fertilitetsbehandling, altså det sygehus der har afsluttet min sag. Jeg får af vide det er en meget dyr test og aftalen er, at regionerne selv tager disse tests. På den igen. Jeg skriver til min egen læge og får svar tilbage om at de ikke kan foretage kromosomanalyse, det er sygehuset. Jeg begynder at få en fornemmelse af, at der ikke rigtig er nogen der vil tage denne opgave på sig.

Min læge kontakter sygehuset og får svar tilbage om at de ikke har foretaget kromosomanalyse og hun tolker heraf at de ikke mener det er nødvendigt. Jeg kommer til at tænke på at det måske er fordi jeg har en unicorn livmoder og at vores regions sygehus derfor mener det ikke er nødvendigt. Rigshospitalet ved ikke jeg har denne problematik, som ikke er så almindelig, så jeg ringer igen til Rigshospitalets Fertilitetsklinik og forklare at vi har lidt vanskeligheder med at få nogen til at tage testen og om det er nødvendigt når jeg har en unicorn livmoder. Men de skal have kromosomanalyse på os begge og det er det sygehus der har henvist os til fertilitetsbehandling der skal udføre den få jeg af vide.

Tilbage til start, eller noget der efterhånden føles som et godt stykke på den forkerte side af start. I alt det her har min mand også kontaktet sin egen læge og da han får svar løber vi også her panden mod en mur. Lægen kan ikke tage den og hun skriver tilmed at sygehuset heller ikke kan?

Så nu står vi med to egne læger og et sygehus der ikke kan lave kromosomanalyse på os som Rigshospitalet forlanger.

Det er ikke rimeligt at vi i denne situation skal bruge så mange kræfter på at få noget igennem der bare burde gå af sig selv. Der burde være nogle helt klare retningslinjer, så det ikke skulle være nødvendigt at ringe og skrive rundt i en uendelighed. Jeg tror, at de fleste der i mange år har prøvet at få et barn, men hvor det ikke vil lykkes, står i en sårbar situation. Det er noget man drømmer så meget om og ønsker sig så brændende. Det gør ondt hver gang jeg skal forholde mig til det. Der er så mange følelser, længsler, sorger, håb og knuste håb forbundet med det.

Det burde derfor ikke være nødvendigt at vi skal bruge så mange kræfter og tid på det. Nu har vi kæmpet forgæves i snart en måned. Kæmpet for at få lavet kromosomanalyse på os begge, en test som Rigshospitalet skal have. Vi har gang på gang fået af vide af egen læge og regions sygehuset at vi ikke vil få noget ud af at gå på en privatklinik da der er så få der har en unicorn livmoder og det derfor er Rigshospitalets Fertilitetsklinik der ved mest om det. Men hvorfor vil regionssygehuset så ikke bare tage kromosomanalysetesten på os? For mig at se burde de rette sig efter hvad Rigshospitalet siger – eller også ved regionssygehuset ikke bedre? Uanset hvad, så mangler der helt sikkert nogle klare retningslinjer for hvordan et sådan forløb skal foregå. Jeg forstår ikke hvorfor der ikke er en procedure der går igang automatisk. Således at når man bliver henvist til Rigshospitalets Fertilitetsklinik, så skal man have taget de og de tests, blodprøver med videre. For mig at se burde det ikke være så vanskeligt. Vi har ventet i over et halvt år på at komme i gang og på at få nogle svar på at hvad vores muligheder er og hvordan vores chancer er. Jeg synes bestemt ikke det er rimeligt hvis vi skal få vores forløb forlænget fordi ingen vil tage denne test. Det er utroligt frustrerende og jeg håber vi på mandag kan få noget konkret fra Rigshospitalet så vi kan komme videre.

Det kan være rigtig svært at holde hoved højt indimellem i det her med at være ufrivillig barnløs. Uvisheden er det ubetinget værste element for mig. Det er så svært at ønske sig noget så højt og ikke vide om det noglesinde lykkes og der er intet jeg kan gøre for at få det til at lykkes. Men det er så vigtigt at huske mig selv på at jeg har så meget godt i mit liv. Jeg har heldigvis meget at være taknemmelig for allerede og det er noget der er der lige meget om vi får et barn eller ej.

Ha’ en rigtig dejlig dag og nyd weekenden der venter lige om hjørnet.

Tak for du læste med :o)

One thought on “Det er ikke rimeligt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Bekræft du ikke er en robot *