Julehygge – i dag starter julen rigtig for mig

Share on FacebookEmail this to someonePrint this page

Der har allerede været en del små forberedelser i forhold til julen. Jeg har bagt min gluten- og laktosefri ølkage, som udgør det for honninghjerter for mig i december måned. Jeg har forsøgt mig med at lave min mormors gamle æbleskiveopskrift om til en gluten- og laktose fri udgave og det lykkedes heldigvis rigtig godt! Begge dele er tilmed sukkerreduceret og det kan ikke smages. Jeg har lavet den årlige julekalender til min mor, søster og mand og i onsdags fik jeg lavet advents dekoration og kalenderlys.

I går eftermiddags var vi nede og se juleoptog i byen og juletræet blev tændt nede på torvet. Det var rigtig hyggeligt og der var en fantastisk julestemning i vores lille by.  Det er første gang vi har været med til det og vi var overrasket over hvor mange der var mødt op. Der var stort juleoptog gennem byen med garden der spillede julemusik, hestevogn med selveste julemanden og en masse børn og voksne der fulgte trop med lys. Nede på torvet skulle børnene hjælpe julemanden med at tælle ned fra 10 så juletræet kunne blive tændt og det var så hyggeligt at høre alle de glade og spændte børnestemmer.

Men for mig starter julen for alvor i dag, lørdagen før første søndag i advent, hvor min mor holder den traditionelle julehygge for familie, venner og naboer. Det er så hyggeligt. Der er dækket et langt bord i hendes spisestue med røde duge, nisser, gran, dyr og sågar juletræer på fod oppe på bordet. Det ser fantastisk ud og jeg kommer virkelig i julestemning. Der dufter lifligt af glögg og æbleskiver når vi kommer. For en måneds tid siden satte hun glögg ekstrakten til at trække og den er simpelthen så god! Jeg glæder mig meget til at smage :o)

dsc01105-2

Jeg har det ikke fra fremmede med at lave det meste mad, kage med videre fra bunden. Det har min mormor altid gjort og min mor gør det også. Hun har blandt andet stået og bagt 300 æbleskiver til idag. Om aftenen er der glaseret juleskinke, salat og kartoffelsalat. Det er nogle af mine livretter og så tilsat en ordentlig portion julestemning, lys, julemusik og skønne mennesker, så bliver det altså ikke meget bedre.

Imorgen når det er første søndag i advent skal jeg pynte op til jul herhjemme og have sat lys op i haven. Det bliver en dejlig weekend i julens, hyggens og fredens ånd.

Glædelig jul til Jer alle

Tak for du læste med :o)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Bekræft du ikke er en robot *