La Glace

Share on FacebookEmail this to someonePrint this page

I tirsdags var min mand og jeg på Konditori La Glace i København. Jeg er kommet der siden jeg var helt lille sammen med min mor, søster og mormor. Jeg husker tydeligt forventningens glæde, når jeg vidste vi skulle på La Glace, når vi kom til København. Det var og er stadig indbegrebet af hygge, varme, lækre kager og ægte varm chokolade. Det var fantastisk at stå og se på alle de fine lagkager og kager der var sirligt pyntet og fint dekoreret. Inden for var der altid en varm og hyggelig stemning. Det var som regel i efteråret eller vinteren vi var derinde, så det var dejligt at komme ind i varmen og side og nyde stemningen.

I mange år fik min søster og jeg altid Margrethekagen og varm chokolade. Margrethekagen er en konditorkage med en florentinerbund med blød nougat og med rommarcipan i midten, pyntet med en margueritblomst i marcipan. Den er opkaldt efter Dronning Margrethe og lavet første gang i forbindelse med tronbestigelsen i 1972. Min mor spiste altid Sportskage, det gør hun for øvrigt stadig. Jeg har de sidste mange år prøvet en del af lagkagerne og må sige jeg aldrig er blevet skuffet. Hvis man er allergiker er der også flere muligheder for at nyde en kage og oplevelsen af at være på La Glace. De har kager uden mel, mejeriprodukter, sukker og mandler. Se mere på deres hjemmeside her.

Selvom jeg nu er voksen, får jeg stadig samme oplevelse når vi går ned af Skoubogade og nærmer os de smukke vinduer hos La Glace. Oplevelsen starter for mig med at stå og kigge ind af vinduet hvor lagkagerne står på rad og række. Her kan man i ro og mag stå og blive inspireret til hvilken lagkage man skal have i dag.

Denne gang fik jeg Forårskage som er en lagkage bestående af en tynd mandelbund, med chokoladetrøffel, hindbærpuré og hindbærfromage, pyntet med et grønt hjerte i marcipan. Smagene er fint afstemt og klæder hinanden godt. Jeg kan godt lide når jeg kan smage at der er brugt gode ting og det ikke smager af kunstige tilsætningsstoffer og det gør det bestemt ikke her. Forårskagen er ikke den mest fyldige kage jeg har fået og for en gangs skyld kunne jeg godt have spist lidt mere, men det gode er at man ikke bliver alt for mæt da den er fin og let i smagen.

Min mand fik Sportskagen som må siges at være La Glace’s signalturkage nummer ét. Den blev fremstillet første gang i 1891 til et teaterstykke på Folketeatret i Nørregade som hed ”Sportsmænd” og er en kage med knust nougat, flødeskum og makronbund, pyntet med karamelliseret vandbakkelser. Det er virkelig en flot kage og helt anderledes end hvad man ser mange andre steder. Smagen er helt sin egen og det er dét der gør at det er så svært at vælge hvilken kagen man skal have.

Kagerne er helt sikkert en af de største grunde til at tage en tur forbi La Glace, men selve stedet rummer meget historie og det føles lidt som at træde ind i en tidlomme, på den gode måde. De oprindelige lokaler er forholdsvis små og man kan nemt komme til at sidde ret tæt. Men det gør ikke noget for der emmer af hygge og en fantastisk stemning som fører en tilbage til en tid hvor alting foregik i et andet tempo. Der er lagt vægt på høflighed og på at give kunderne en god oplevelse. Her bruges råvare som fløde og tingene laves fra bunden. Det er noget jeg sætter stor pris på og så vil jeg gerne betale lidt mere for det. Her kan jeg spise et stykke kage som ikke indeholder en masse unødvendige tilsætningsstoffer og E-numre og hvor de ingredienser der bruges, er nogle jeg selv kan købe i supermarked.

Konditoriet blev grundlagt 8. oktober 1870 i de selv samme lokaler hvor det ligger den dag i dag. For mig er det med til at gøre besøget hos La Glace til en autentisk og speciel oplevelse. De gode kager og de hyggelige, oprindelige omgivelser hænger sammen. Det er sikkert også én af grunden til at det ikke blev en succes da de forsøgte sig med en forretning ved Nyhavn i 1990 i forbindelse med La Glace’s 120 års jubilæum. Når man skal på La Glace, så skal det være i de oprindelige omgivelser på Skoubogade 3.

Til genglæd synes jeg det er lykkedes godt med udvidelsen i 2015, 145 år efter konditoriet blev grundlagt. La Glace udvidede med 200 kvadratmeter fordelt på to etager. Der blev taget udgangspunkt i gamle tegninger fra 1933 hvor der var planlagt en udvidelse som dog aldrig blev til noget. Det gav mulighed for at få plads til 50 ekstra sidde pladser, en lille butik hvor det er muligt at købe småkager og souvenirs med hjem og et lokale som kan lejes til private arrangementer.  Om sommeren er det også muligt at sidde udendørs. Jeg har siddet i den nye afdeling og jeg havde stadig følelsen af jeg var på La Glace. Og så gør det jo ikke noget man ikke skal stå i kø lige så længe som hvis ikke de ekstra pladser var kommet til ;o)

Så hvis du mangler en idé til de sidste dage i vinterferien eller bare til en dag i København, så skulle du tage forbi Konditori La Glace.

Tak for du læste med :o)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Bekræft du ikke er en robot *