dav

Lidt tanker om forståelse og accept

Share on FacebookEmail this to someonePrint this page

Intentionen med min blog er ikke at fremstå bedrevidende og belærende. Jeg ønsker simpelthen at dele mine erfaringer og håber der er nogle der læser det og kan bruge noget af det. Det er meget vigtigt for mig, for erfaringer skal man langt hen ad vejen selv gøre sig, men der hvor jeg virkelig synes vi kan bruge andres erfaringer er, når vi oplever noget der gør os ondt og noget der kommer til at ændre noget inde i os for altid. Det er en meget voldsom oplevelse og ofte kan vi komme til at føle os anderledes og forkerte.

Jeg har flere gange oplevet at stå i en situation hvor der er sket noget skelsættende i mit liv, noget der har ændret mig som menneske. Når det sker, er det frygteligt. Smerten er ubeskrivelig. Men jeg har også flere gange erfaret, at de ting der kommer efterfølgende, ofte er det jeg har måtte slås mest med.

Det er ikke kun når vi bliver udsat for et traume vi har brug for hjælp. Det er i allerhøjeste grad også efter. Nogle gange mange år efter.

Den virkelige smerte sidder for mig ofte i kampen med dæmonerne og det at jeg skal blive ved med at genopleve følelser, svigt, grænseoverskridende episoder og så videre.

Ingen tvivl om, at når vi udsættes for noget traumatisk, er det frygteligt når det sker. Men for mig ligger det værste i at blive ved med at kæmpe de samme kampe. Selvom jeg gør mange aktive ting for at komme igennem. Alligevel er for eksempel min PTSD blevet værre og værre gennem årene. Det er for mig den tungeste byrde at bære.

Men tilbage til at jeg ikke ønsker at fremstå belærende når jeg skriver herinde. Jeg skriver og deler fordi jeg igen og igen har erfaret hvor stor en hjælp det er at blive mødt af mennesker der har oplevet noget lignende det man selv har været udsat for. Det kan være utroligt forløsende og givende at dele følelser og tanker med ligesindet. Har man ikke oplevet at have et rigtig angstanfald og været sikker på man skulle dø, er det umuligt at sætte sig ind i. Har man ikke været sygemeldt med stress, ved man ikke hvor invaliderende det kan være. Har man ikke prøvet hvordan det føles at blive forfulgt at fortidens traumatiserende oplevelser når PTSD’en tager fat endnu engang og omslutter en, ved man ikke hvordan det føles.

For mig er det meget vigtigt at vi forstår det. Jeg ved heller ikke hvordan det føles at brække benet, for det har jeg aldrig prøvet. Jeg ved ikke hvordan det føles at sidde i rullestol, for det har jeg ikke prøvet. Eller hvordan en skizofren føler, for det har jeg ikke prøvet.

Bevares, jeg komme da også stadig til at tænke og indimellem ytre min mening om, at hvis personen der står over for mig gjorde sådan og sådan, så ville det blive bedre. Det virkede for mig, så virker det også for dig. Men det er jo langt fra sikkert det er det der skal til for ham eller hende. Vi er alle forskellige og tackler ting forskelligt. Selvom jeg ved hvordan det er at have angst og angstanfald, så ved jeg i bund og grund ikke hvordan personen over for mig føler det. Vi kan sikkert nikke genkende til lignende følelser, tanker og oplevelser der er under et angst anfald. Men jeg ved ikke, sådan helt dybt inde, hvordan den anden person oplever det. Det er lidt det samme som jeg heller ikke hvordan et andet menneske smager, ser og høre. Igen kan de fysiske ting være nemmere at forholde sig til. Der er mange ligheder, men fordi jeg elsker hindbær som sommeren er det jo ikke sikkert de smager lige så fantastisk for ham der står over for mig. Måske synes han de er ualmindelige syrlige.

Mange siger vi ikke skal hænge os i diagnoser. Det er jeg for så vidt enig i. Men for mig, der levede med en masse psykiske ting og ikke vidste hvad det var, var det en kæmpe lettelse at finde ud af, at jeg ikke var forkert, ikke var dødelig syg eller hvad man ellers kan nå at tænke. Jeg fik først sat diagnoser på da jeg var 27 år. Det er sent når nogle af de traumatiserende oplevelser ligger 5, 10, eller 25 år tilbage. Men det var så befriende at finde ud af der var en grund til jeg havde så mange problemer og ikke kunne det samme som andre, i hvert fald ikke dem jeg var tættest på på det tidspunkt. Det hjalp at finde ud af hvorfor jeg kunne stå nede i Netto og ikke ane hvorfor jeg var der og bare måtte ud derfra. Det var på grund at stress. Eller hvorfor jeg reagere så voldsomt når jeg er sammen med mange mennesker. Det var på grund af overstimulering og min angst. Eller hvorfor jeg uden nogen grund kunne stor tude en hel dag og næste dag være nogle lunde ok. Det var fordi jeg var deprimeret.

Jeg har gennem årene lært, at når jeg tør åbne op og fortælle ærligt, så møder jeg meget mere forståelse og ofte møder jeg mennesker der har prøvet noget lignende. Det er så befriende!

Jeg har lært hvor vigtigt det er at lytte til andre mennesker. Vi kan sagtens lytte opmærksomt og interesseret uden at vi forstår deres problemstillinger. Jeg er så heldig at jeg har mennesker omkring mig nu, som ved hvordan nogle af tingene føles og det er så givende at kunne snakke om det uden at skulle forklare en masse, for det ligger implicit i det. Man ved hvad det betyder at være træt på en anden måde, en træthed der er så overmandende at den til tider kan være invaliderende. Man ved hvad det vil sige at være ked af det og ikke ”kunne tage sig sammen”. Det er for øvrigt et af de værste udtryk man kan bruge i min verden, for du ved ikke hvordan personen overfor dig føler inden i. Hvis du er midt i en dyb depression kan du ikke bare tage dig sammen. Nå, det var et lille sidespring og en af mine kæpheste ;o)

Jeg er også så priviligeret at jeg har mennesker i mit liv, der ikke har samme udfordringer, men som er lyttende. Det er ikke sikkert de forstår, det gør man ofte ikke, men de lytter og dømmer ikke. Samtidig kan jeg heller ikke forstå e kan have det så markant anderledes end mig, men jeg lytter og bruger det til at forstå at vi ikke er ens. De mennesker er også med til at udfordre mig på en god måde og til at rykke mig. Det har altid været meget vigtigt for mig at have mål og ikke bare lade stå til. Selvom jeg har en masse psykiske og fysiske udfordringer, kan jeg godt have mål for mit liv og for at rykke mig. Når jeg ser tilbage kan jeg heldigvis se hvor langt jeg er kommet og se at små delmål er opfyldt. Det er ret fantastisk!

Mit budskab med dette må  være at vi skal lytte til hinanden og have forståelse for at min virkelighed ikke er din virkelighed – og omvendt. Sig ikke du forstår hvis ikke du har prøvet det, men spørg gerne ind til det. For mig er det ikke farligt at tale om. Jeg er ikke længere flov over at være psykisk udfordret. Men jeg ønske at psykisk og fysisk sygdom ville blive ligestillet. Det er så nemt at forstå hvorfor en der mangler begge arme ikke kan stå i en butik og ligge tøj sammen hele dagen. Men samme job kan også være umuligt for en med for eksempel angst. Det er bare sværere at forholde sig til for det er noget vi ikke kan se.

Pas på jer selv og hinanden

Tak for du læste med :o)

dav

Irland – Den grønne ø

Share on FacebookEmail this to someonePrint this page

Om præcis 1 måned tager jeg til Irland sammen med min mor. Vi skal over og køre rundt, primært på vestkysten og det er noget jeg har drømt om at gøre i mange år.

I 2002 var jeg i Irland for første gang. Jeg blev student fra handelsskolen i sommeren 2001 og vidste ikke hvad jeg ville. Jeg var rundt om mange forskellige uddannelser lige fra at blive designer eller konditor til at læse HA (jur.). Jeg havde brug for tid til at finde ud af hvad jeg ville og valgte derfor at tage et år hvor jeg ville arbejde og rejse.

Jeg arbejdede på en kagefabrik om natten. Det var virkelig hårdt men det gav gode penge. Så allerede i februar 2002 havde jeg sparret nok op til at rejse til Irland. Jeg havde kun været ude at flyve en gang før, da vi var på studietur i Skt. Petersborg, men det tænkte jeg ikke så meget over da jeg planlagde turen. Da jeg stod i lufthavnen og skulle sige farvel til min mor og søster var jeg vanvittig nervøs. Jeg kastede op, men jeg ville bare afsted.

Som jeg har nævnt i tidligere blogindlæg, så er jeg meget glad for at planlægge, men på denne tur havde jeg ikke helt styr på alle detaljer. Så da jeg landede i Dublin vidste jeg ikke hvordan jeg kom fra lufthavnen til togstationen. Jeg har aldrig været en mester i at snakke engelsk, men da jeg stod der, helt alene, måtte bare finde ud af at klare mig selv. Og det gjorde jeg. Det var en fantastisk rejse. Jeg kom til Irland som jeg så gerne ville. Samtidig var rejsen også med til at modnede mig rigtig meget, rigtig hurtigt.

Mens jeg var barn og ung har vi primært holdt ferie i Danmark og jeg var derfor ikke vant til at rejse i andre lande, men lige pludselig skulle jeg stå på egne ben og måtte klare det hele selv. Det var lidt angst provokerende, men samtidig spændende og det var en helt fantastisk oplevelse at finde ud af jeg godt kunne.

Lige siden jeg kom hjem fra Irland i 2002 har min mor og jeg snakket om vi gerne ville der over sammen. Men det har aldrig rigtig været muligt af forskellige årsager. Men for omkring 14 dage siden blev vi enige om at nu skulle det være. Så planlægningen er gået stærkt. Da jeg blev gift i sommers, ændrede jeg efternavn, men jeg har ikke haft brug for at få et pas med mit nye navn før nu. Så det skulle hurtigst muligt bestilles og da jeg var på borgerservice for at bestille det og fortalte vi skulle køre rundt selv, sagde hun det var bedst jeg også fik nyt kørekort så navnene stemte overens.

Vi har bestilt flybilletter, to af overnatningerne og ruten er planlagt. Det primære formål med rejsen er, at opleve Irlands fantastiske natur og vi skal blandt andet køre Ring of Kerry i det sydvestlige Irland. Det er en rute på lidt over 170 km som går gennem Killarney Nationalpark og så følger man vejen rundt på den lille halvø. Derefter skal vi se Cliffs of Moher. Det er klippevægge der strækker sig over 200 meter lodret op af havet. Jer der har været ved Møns Klint kan sikkert give mig ret i at der er virkelig langt ned når man står øverst oppe og kigger ned langs de stejle, hvide klippevægge. Det er et smukt syn. Cliffs of Mohers klippevægge er tæt på at være dobbelt så høje, så det bliver vildt at stå der og kigge ned. På billede kan man måske få en lille fornemmelse når man ser de bitte små mennesker øverst til højre.

Vi vil gerne bo på B&B. For mig er det en stor del af at rejse i Irland. Jeg kan godt lide at finde små hyggelige familiedrevet B&B. Man kommer meget tættere på irerene, deres kultur og imødekommenhed. Men vi har også bestilt en enkelt overnatning på Ashford Castle. Det er et gammelt slot (borg) fra 1228 og jeg har altid drømt om at komme til Irland og bo på et rigtigt slot. Det bliver en kæmpe oplevelse.

Derfra kører vi nordpå gennem Connemara og op til Sligo hvor jeg boede da jeg var i Irland i 2002. Jeg glæder mig rigtig meget til at gense Sligo og de fantastiske steder jeg besøgte.

Tak for du læste med :o)

 

dav

Æggesalat til påskefrokosten

Share on FacebookEmail this to someonePrint this page

I morgen er det Skærtorsdag og påsken er over os. For manges vedkommende betyder det også en påskefrokost eller måske flere. Vi skal til påskefrokost hos min mor påske lørdag. Det er en fast tradition og det er rigtig hyggeligt.

I morgen skal vi besøge vores gode venner på Fyn. På grund af afstanden ses vi ikke så tit som vi kunne ønske, men det er altid virkelig hyggeligt når vi er sammen, så det glæder jeg mig rigtig meget til.

Ellers havde vi håbet på noget bedre vejr så vi kunne få ordnet nogle ting i haven, men det ser godt nok ikke lovende ud. Lige nu ser søndagen næsten tør ud, men de lover ikke engang 10 grader.

Men det er jo bare et spørgsmål om påklædning… Hmmm… Nu må vi se ;o)

Denne æggesalat passer rigtig godt på påskebordet. Den smager skønt, er let at lave og har en flot gul farve.

Opskriften er med skyr og mayonnaise, men hvis du gerne vil have en LCHF udgave, er det nemt klaret ved at skifte skyr ud med mayonnaise eller en god fed creme fraiche.

Jeg spiser tit æg til frokost og indimellem er det altså rart at lave en æggesalat for lige at variere og stille smagsløgene tilfreds. Den kan sagtens laves til to dage og fungere også godt i en sandwich.

Rigtig god påske!

Du finder opskriften lige her.

Tak for du læste med :o)

dav

En lille opfordring til en god koncertoplevelse

Share on FacebookEmail this to someonePrint this page

Sidste fredag på denne tid havde jeg fornøjelsen af at være til en ret fed koncert: ”An evening with Elvis’ friends and original musicians (US)”.

Lang koncert titel, men som den så fint siger, var det en aften med en masse af Elvis’ klassikere og hvor to af de originale musikere spillede med.

Det var lidt tilfældigt vi tog afsted. Jeg læste om det i en mail et par dage forinden og tænkte at det da lød meget sjovt. Men jeg har altid haft det lidt svært med Elvis imitationer og synes der er meget langt mellem noget der er hæderligt. Den fordom fik jeg dog ændret totalt.

Jeg har altid været ret glad for Rock’n’roll. Det er min mor der har introduceret mig for den fantastiske lyd fra 1950’erne og 1960’erne og jeg er vild med enkeltheden, forstået på den måde, at jeg kan høre de forskellige instrumenter. Samtidig var de genialt dygtige musikere. Det kostede mange penge at indspille og der var ikke så mange muligheder for at redigere efterfølgende. Derfor var det vigtigt at hver musikker spillede så fejlfrit som muligt i hvert take. Inden The Beatles fik en pladekontrakt, ville de gerne indspille en single, men de havde kun penge til at indspille direkte på vinyl. Så den skulle sidde der i første hug, fra alle fire. Og det gjorde det!

Jeg har hørt og hører stadig meget The Beatles, Elvis, Little Richard, Sam Cooke, Solomon Burke, CCR (Credence Clearwater Revival) og Bill Haley for at nævne nogle stykker. Musikken gør mig altid glad, jeg er vild med melodierne og så er der ofte fantastisk kor på.

Jeg fik det hele til ”An evening with Elvis’ friends and original musicians”. De to af Elvis’ originale musikere der var med denne aften var på trommer Bob Lanning på 69 år og på percussion Eddie Graham, 79 år. Det gav det hele mere magi, at to så dygtige musikkere, der havde spillet mange koncerter med Elvis, var med.

Der ud over var der ”The four candles” fra Spanien som lavede de mest fantastiske harmonier og gav den helt rigtige feeling til numrene. Deres lyd er meget hen af The Jordanaires som også sang sammen med Elvis.

Der ud over var der en meget talentfuld ung guitarist fra USA og fantastiske Damien fra Frankrig på klaver. Bassisten gemte sig godt bag The four candles, men det var et imponerende 9 mands stort band der på bedste vis bakkede Dwight Icenhower op. Han stod i front som Elvis og har igen i 2016 erobret sig titlen som ”The worlds best Elvis” – en konkurrence arrangeret af Elvis’ familie. Og han gjorde det helt fantastisk og med stor respekt for The King of Rock’n’roll. Jeg fandt det meget sympatisk at han ikke prøvede at fremstod som Elvis, men var meget taknemlig over at få lov til at underholde med Elvis’ fantastiske musik. Og så sang han virkelig meget som kongen selv.

Der var kun denne ene koncert i Danmark for denne gang, nu turnerer de rundt i Europa. Men hvis de kommer tilbage til Danmark skal jeg helt sikkert opleve dem igen.

Tak for du læste med :o)

dav

Fortiden – Nutiden – Fremtiden

Share on FacebookEmail this to someonePrint this page

Noget jeg godt kunne tænke mig at blive meget bedre til er, at bekymre mig mindre om hvad der kan ske i morgen, om 1 år eller om 10 år. Alle de der ”hvad nu hvis…”. De er ikke gode når der er alt for mange af dem, for så bliver de styrende.

En anden ting jeg gerne vil blive bedre til er, at lade fortiden være fortid. Jeg ved godt, helt rationelt, at dét der er sket, er sket og det kan ikke ændres. Men alligevel er der nogle ting i min fortid, som er så afgørende for hvor jeg er i dag, som jeg godt kunne tænke mig ikke var en del af min livshistorie.

Samtidig er alle de ting vi oplever, om de er gode, sjove, frygtelige, ondskabsfulde, dejlige, kærlige eller hvad de nu er, med til at gøre os til dem vi er.

Så det jeg nok mest af alt skal lære er, at elske mig selv som jeg er. Ikke som jeg troede jeg skulle være. Men præcis som jeg er, lige nu.

Men selvom nogle af tingene har haft og stadig har store konsekvenser for mig, både fysisk og psykisk, så har det alt sammen været medvirkende til, at jeg endelig føler jeg bevæger mig i den rigtige retning igen.

I år er det 10 år siden jeg kom til skade på mit arbejde. Det er én af de ting i min fortid jeg rigtig gerne ville ændre, for det har haft enorme konsekvenser for mit helbred og for hvad jeg kan og ikke kan. Jeg tror på, at alt har en årsag. Det har min arbejdsskade også. Noget af det jeg er kommet frem til er, at jeg skulle have et gevaldigt spark for at komme videre rent arbejdsmæssigt. Jeg underviste i indskolingen og jeg synes det var en gave at være sammen med børnene og lære dem noget. At se hvordan de lyste op når ”10-øren faldt”, var helt fantastisk. Men jeg synes ærligtalt det var rigtig meget tid der gik til spilde, med alt det papirarbejde der fulgte med. Jeg ville hellere bruge tiden sammen med eleverne end at sidde og lave årsplaner og individuelle målsætninger. Måske hang det også lidt sammen med at jeg underviste i blandt andet musik i 1. og 2. klasse og dér må jeg indrømme jeg ikke kunne se hvorfor det skulle være nødvendigt at lave alt det papirarbejde. Jeg er i dag ret sikker på jeg ikke ville have trivedes som folkeskolelærer, men jeg tror samtidig mit behov for tryghed og for at please andre, ville have gjort at jeg var blevet. Den mulighed var der ikke da jeg kom til skade og derfor måtte søge nye veje. Det var bestemt ikke sjovt og jeg har haft mange nederlag undervejs. Men i dag kan jeg sige at det endelig føles som om jeg er på rette vej igen. Jeg kan mærke jeg er ved at finde tilbage til de ting der var så vigtige for mig inden jeg kom til skade og som jeg har haft glemt og gemt væk. Der var ikke plads til at forholde sig til det samtidig med konstante smerter og hovedpine, hukommelses- og koncentrationsbesvær og alt det andet det medførte.

Men nu er jeg begyndt at skrive igen og det føles så godt! Jeg er begyndt at finde tilbage til min store interesse for musik igen, både at høre musik, men også at spille og synge selv og jeg mærker glæden og hvordan det bobler inden i. Naturen har også altid været en kæmpe del af mig og jeg begynder at opleve igen. Jeg har været ude og gå mange ture i alle de år, men jeg har ikke kunne opleve og være til stede som jeg føler jeg er nu. Det er så befriende og jeg føler at jeg lever igen.

Så nu håber jeg denne positive ændring holder ved og vil prøve ikke at bekymre mig om hvad der kan ske hvis nu… Jeg vil gøre mit til at holde fast i mig og i det der betyder noget for mig. Jeg tager springet og tror på jeg er på rette vej! Velvidende at den vej kan ændre sig og med sikkerhed vil gøre det. For sådan er livet – det er en stor udvikling, afvikling og en lang forunderlig rejse!

Tak for du læste med :o)