Fortiden – Nutiden – Fremtiden

Share on FacebookEmail this to someonePrint this page

Noget jeg godt kunne tænke mig at blive meget bedre til er, at bekymre mig mindre om hvad der kan ske i morgen, om 1 år eller om 10 år. Alle de der ”hvad nu hvis…”. De er ikke gode når der er alt for mange af dem, for så bliver de styrende.

En anden ting jeg gerne vil blive bedre til er, at lade fortiden være fortid. Jeg ved godt, helt rationelt, at dét der er sket, er sket og det kan ikke ændres. Men alligevel er der nogle ting i min fortid, som er så afgørende for hvor jeg er i dag, som jeg godt kunne tænke mig ikke var en del af min livshistorie.

Samtidig er alle de ting vi oplever, om de er gode, sjove, frygtelige, ondskabsfulde, dejlige, kærlige eller hvad de nu er, med til at gøre os til dem vi er.

Så det jeg nok mest af alt skal lære er, at elske mig selv som jeg er. Ikke som jeg troede jeg skulle være. Men præcis som jeg er, lige nu.

Men selvom nogle af tingene har haft og stadig har store konsekvenser for mig, både fysisk og psykisk, så har det alt sammen været medvirkende til, at jeg endelig føler jeg bevæger mig i den rigtige retning igen.

I år er det 10 år siden jeg kom til skade på mit arbejde. Det er én af de ting i min fortid jeg rigtig gerne ville ændre, for det har haft enorme konsekvenser for mit helbred og for hvad jeg kan og ikke kan. Jeg tror på, at alt har en årsag. Det har min arbejdsskade også. Noget af det jeg er kommet frem til er, at jeg skulle have et gevaldigt spark for at komme videre rent arbejdsmæssigt. Jeg underviste i indskolingen og jeg synes det var en gave at være sammen med børnene og lære dem noget. At se hvordan de lyste op når ”10-øren faldt”, var helt fantastisk. Men jeg synes ærligtalt det var rigtig meget tid der gik til spilde, med alt det papirarbejde der fulgte med. Jeg ville hellere bruge tiden sammen med eleverne end at sidde og lave årsplaner og individuelle målsætninger. Måske hang det også lidt sammen med at jeg underviste i blandt andet musik i 1. og 2. klasse og dér må jeg indrømme jeg ikke kunne se hvorfor det skulle være nødvendigt at lave alt det papirarbejde. Jeg er i dag ret sikker på jeg ikke ville have trivedes som folkeskolelærer, men jeg tror samtidig mit behov for tryghed og for at please andre, ville have gjort at jeg var blevet. Den mulighed var der ikke da jeg kom til skade og derfor måtte søge nye veje. Det var bestemt ikke sjovt og jeg har haft mange nederlag undervejs. Men i dag kan jeg sige at det endelig føles som om jeg er på rette vej igen. Jeg kan mærke jeg er ved at finde tilbage til de ting der var så vigtige for mig inden jeg kom til skade og som jeg har haft glemt og gemt væk. Der var ikke plads til at forholde sig til det samtidig med konstante smerter og hovedpine, hukommelses- og koncentrationsbesvær og alt det andet det medførte.

Men nu er jeg begyndt at skrive igen og det føles så godt! Jeg er begyndt at finde tilbage til min store interesse for musik igen, både at høre musik, men også at spille og synge selv og jeg mærker glæden og hvordan det bobler inden i. Naturen har også altid været en kæmpe del af mig og jeg begynder at opleve igen. Jeg har været ude og gå mange ture i alle de år, men jeg har ikke kunne opleve og være til stede som jeg føler jeg er nu. Det er så befriende og jeg føler at jeg lever igen.

Så nu håber jeg denne positive ændring holder ved og vil prøve ikke at bekymre mig om hvad der kan ske hvis nu… Jeg vil gøre mit til at holde fast i mig og i det der betyder noget for mig. Jeg tager springet og tror på jeg er på rette vej! Velvidende at den vej kan ændre sig og med sikkerhed vil gøre det. For sådan er livet – det er en stor udvikling, afvikling og en lang forunderlig rejse!

Tak for du læste med :o)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Bekræft du ikke er en robot *