Lidt tanker om forståelse og accept

Share on FacebookEmail this to someonePrint this page

Intentionen med min blog er ikke at fremstå bedrevidende og belærende. Jeg ønsker simpelthen at dele mine erfaringer og håber der er nogle der læser det og kan bruge noget af det. Det er meget vigtigt for mig, for erfaringer skal man langt hen ad vejen selv gøre sig, men der hvor jeg virkelig synes vi kan bruge andres erfaringer er, når vi oplever noget der gør os ondt og noget der kommer til at ændre noget inde i os for altid. Det er en meget voldsom oplevelse og ofte kan vi komme til at føle os anderledes og forkerte.

Jeg har flere gange oplevet at stå i en situation hvor der er sket noget skelsættende i mit liv, noget der har ændret mig som menneske. Når det sker, er det frygteligt. Smerten er ubeskrivelig. Men jeg har også flere gange erfaret, at de ting der kommer efterfølgende, ofte er det jeg har måtte slås mest med.

Det er ikke kun når vi bliver udsat for et traume vi har brug for hjælp. Det er i allerhøjeste grad også efter. Nogle gange mange år efter.

Den virkelige smerte sidder for mig ofte i kampen med dæmonerne og det at jeg skal blive ved med at genopleve følelser, svigt, grænseoverskridende episoder og så videre.

Ingen tvivl om, at når vi udsættes for noget traumatisk, er det frygteligt når det sker. Men for mig ligger det værste i at blive ved med at kæmpe de samme kampe. Selvom jeg gør mange aktive ting for at komme igennem. Alligevel er for eksempel min PTSD blevet værre og værre gennem årene. Det er for mig den tungeste byrde at bære.

Men tilbage til at jeg ikke ønsker at fremstå belærende når jeg skriver herinde. Jeg skriver og deler fordi jeg igen og igen har erfaret hvor stor en hjælp det er at blive mødt af mennesker der har oplevet noget lignende det man selv har været udsat for. Det kan være utroligt forløsende og givende at dele følelser og tanker med ligesindet. Har man ikke oplevet at have et rigtig angstanfald og været sikker på man skulle dø, er det umuligt at sætte sig ind i. Har man ikke været sygemeldt med stress, ved man ikke hvor invaliderende det kan være. Har man ikke prøvet hvordan det føles at blive forfulgt at fortidens traumatiserende oplevelser når PTSD’en tager fat endnu engang og omslutter en, ved man ikke hvordan det føles.

For mig er det meget vigtigt at vi forstår det. Jeg ved heller ikke hvordan det føles at brække benet, for det har jeg aldrig prøvet. Jeg ved ikke hvordan det føles at sidde i rullestol, for det har jeg ikke prøvet. Eller hvordan en skizofren føler, for det har jeg ikke prøvet.

Bevares, jeg komme da også stadig til at tænke og indimellem ytre min mening om, at hvis personen der står over for mig gjorde sådan og sådan, så ville det blive bedre. Det virkede for mig, så virker det også for dig. Men det er jo langt fra sikkert det er det der skal til for ham eller hende. Vi er alle forskellige og tackler ting forskelligt. Selvom jeg ved hvordan det er at have angst og angstanfald, så ved jeg i bund og grund ikke hvordan personen over for mig føler det. Vi kan sikkert nikke genkende til lignende følelser, tanker og oplevelser der er under et angst anfald. Men jeg ved ikke, sådan helt dybt inde, hvordan den anden person oplever det. Det er lidt det samme som jeg heller ikke hvordan et andet menneske smager, ser og høre. Igen kan de fysiske ting være nemmere at forholde sig til. Der er mange ligheder, men fordi jeg elsker hindbær som sommeren er det jo ikke sikkert de smager lige så fantastisk for ham der står over for mig. Måske synes han de er ualmindelige syrlige.

Mange siger vi ikke skal hænge os i diagnoser. Det er jeg for så vidt enig i. Men for mig, der levede med en masse psykiske ting og ikke vidste hvad det var, var det en kæmpe lettelse at finde ud af, at jeg ikke var forkert, ikke var dødelig syg eller hvad man ellers kan nå at tænke. Jeg fik først sat diagnoser på da jeg var 27 år. Det er sent når nogle af de traumatiserende oplevelser ligger 5, 10, eller 25 år tilbage. Men det var så befriende at finde ud af der var en grund til jeg havde så mange problemer og ikke kunne det samme som andre, i hvert fald ikke dem jeg var tættest på på det tidspunkt. Det hjalp at finde ud af hvorfor jeg kunne stå nede i Netto og ikke ane hvorfor jeg var der og bare måtte ud derfra. Det var på grund at stress. Eller hvorfor jeg reagere så voldsomt når jeg er sammen med mange mennesker. Det var på grund af overstimulering og min angst. Eller hvorfor jeg uden nogen grund kunne stor tude en hel dag og næste dag være nogle lunde ok. Det var fordi jeg var deprimeret.

Jeg har gennem årene lært, at når jeg tør åbne op og fortælle ærligt, så møder jeg meget mere forståelse og ofte møder jeg mennesker der har prøvet noget lignende. Det er så befriende!

Jeg har lært hvor vigtigt det er at lytte til andre mennesker. Vi kan sagtens lytte opmærksomt og interesseret uden at vi forstår deres problemstillinger. Jeg er så heldig at jeg har mennesker omkring mig nu, som ved hvordan nogle af tingene føles og det er så givende at kunne snakke om det uden at skulle forklare en masse, for det ligger implicit i det. Man ved hvad det betyder at være træt på en anden måde, en træthed der er så overmandende at den til tider kan være invaliderende. Man ved hvad det vil sige at være ked af det og ikke ”kunne tage sig sammen”. Det er for øvrigt et af de værste udtryk man kan bruge i min verden, for du ved ikke hvordan personen overfor dig føler inden i. Hvis du er midt i en dyb depression kan du ikke bare tage dig sammen. Nå, det var et lille sidespring og en af mine kæpheste ;o)

Jeg er også så priviligeret at jeg har mennesker i mit liv, der ikke har samme udfordringer, men som er lyttende. Det er ikke sikkert de forstår, det gør man ofte ikke, men de lytter og dømmer ikke. Samtidig kan jeg heller ikke forstå e kan have det så markant anderledes end mig, men jeg lytter og bruger det til at forstå at vi ikke er ens. De mennesker er også med til at udfordre mig på en god måde og til at rykke mig. Det har altid været meget vigtigt for mig at have mål og ikke bare lade stå til. Selvom jeg har en masse psykiske og fysiske udfordringer, kan jeg godt have mål for mit liv og for at rykke mig. Når jeg ser tilbage kan jeg heldigvis se hvor langt jeg er kommet og se at små delmål er opfyldt. Det er ret fantastisk!

Mit budskab med dette må  være at vi skal lytte til hinanden og have forståelse for at min virkelighed ikke er din virkelighed – og omvendt. Sig ikke du forstår hvis ikke du har prøvet det, men spørg gerne ind til det. For mig er det ikke farligt at tale om. Jeg er ikke længere flov over at være psykisk udfordret. Men jeg ønske at psykisk og fysisk sygdom ville blive ligestillet. Det er så nemt at forstå hvorfor en der mangler begge arme ikke kan stå i en butik og ligge tøj sammen hele dagen. Men samme job kan også være umuligt for en med for eksempel angst. Det er bare sværere at forholde sig til for det er noget vi ikke kan se.

Pas på jer selv og hinanden

Tak for du læste med :o)

2 thoughts on “Lidt tanker om forståelse og accept

  1. love52 says:

    Meget sigende indlæg !! de to sidste linjer sige meget – forståelsen for den synlige udfordring og hvor den indre udfordring
    ofte bare hober sig op

    • Louise says:

      Ja, det er rigtig godt der de sidste år er kommet mere focus på at vi ikke ligestiller fysisk og psykisk sygdom, men vi har langt endnu!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Bekræft du ikke er en robot *