Irland, billeje og venstre kørsel

Share on FacebookEmail this to someonePrint this page

Hvor har vi haft en fantastisk rejse til Irland. Det var alt jeg huskede, alt jeg håbede på og så lige lidt mere oven i. Naturen er storslået, menneskerne imødekommende og oplevelserne store. Rundt om hvert hjørne ventede der nye eventyr, nye ”wauw-oplevelser” og vi kunne nemt have brugt et par dage mere. Men vi nåede det meste vi havde planlagt og vi nød hvert eneste øjeblik.

For ikke at komme til at “spamme” jer kun med Irland, vil jeg brede vores rejseoplevelser ud over de kommende måneder. I det første blog indlæg vil jeg fortælle om oplevelse med at køre bil i den modsatte side af vejen, fordele og ulemper ved vores billeje og komme med små fif til en god køreoplevelse i Irland.

Der var flere ting vi var spændte på, så som flyvetur, biludlejning, overnatningsstederne og ikke mindst at skulle køre i ”den forkerte side af vejen”. Vi havde hørt en del sige at det ikke var så nemt og krævede en del tilvending, men vores oplevelse er, at det faktisk gik ret meget af sig selv. Selvfølgelig skal man tænke sig ekstra godt om nogle gange, men vi havde, efter opfordring fra en god ven, tegnet forskellige situationer, så som at køre ud fra en tankstation, dreje til venstre eller højre i et kryds og ikke mindst kunsten at køre i rundkørsler. Her skal man jo pludselig køre med uret rundt. Men det er et virkelig godt tip at tegne de situationer inden man tager afsted. Vi synes begge det hjalp os rigtig meget.

En anden ting vi også snakkede om gjorde det nemmere er, at man jo som fører sidder i den anden side af bilen. Vi er ikke sikre på det havde været lige så nemt, hvis vi kom i vores egen bil, med førersædet i venstre side. Når man kommer over og sidder i højre side af bilen, giver det mere sig selv at man skal køre i venstre side. Det gav dog nogle udfordringer med at skifte gear med venstre hånd og ikke mindst finde det rigtige gear.  Det skete også at vi kom til at stikke højre hånd ned ved siden for at skifte gear, hvilket vi ikke fik synderligt meget ud af ;o)

Vi havde lejet bil gennem Thrifty. Det har været fint, dog var der virkelig lang ventetid på at få bilen. Thrifty holder til sammen med Herzt og har busser der kører i pendul fart mellem lufthavnen og biludlejningen. Det fungerede rigtig  fint og vi kom ikke til at vente på at blive kørt. Da vi kom til udlejningsstedet var der kun 3-4 i kø foran os, så vi tænkte det hurtigt var klaret. Men desværre gik der næsten 1 time før det blev vores tur. Det var lidt skuffende og ikke lige det man gider når man bare gerne vil afsted.

Ved ikke om manden ved skranken synes han var vældig humoristisk da han spurgte os om vi havde været i Irland før. Jeg fortalte ham at jeg havde været her to gange før, men aldrig kørt bil derovre. Hans kommentar til det var: ”Så skulle I måske også hellere lade værd denne gang.” Ikke så opmuntrende en kommentar, når den kommer helt uden et smil eller glimt i øjet og vi i forvejen var temmelig spændte på at skulle køre i venstre side. Men måske har de ikke så gode erfaringer…

Vi havde planer om at vi lige kunne køre lidt rundt på parkeringspladsen ved biludlejningen inden vi drog afsted ud i Dublins trafik, men det blev der ikke noget af. Vi kørte ud fra plads nummer 45 hvor vores fine lille mørkegrå Opel Corsa holdt og med det samme blev vi ledt ud i den virkelig trafik-verden. Ingen oplæring, ingen betænkningstid, bare afsted. Men det gik fint. Måske var det fordi vi havde forberedt os godt og var enige om at vi tog det i vores tempo. For det første vi kom ud til, var en tresporet vej, hvor vi skulle dreje til højre i et kryds hurtigt efter. Noget foran os kunne vi se en varebil der havde voldsomme problemer og hoppede uhjælpeligt afsted med en masse røg om sig indtil den holdt stille. Selvfølgelig i den bane vi skulle ligge i for at komme til højre. Heldigvis var der ikke så meget trafik, så det lykkedes os at komme uden om og fik drejet til højre. Kort efter var vi ude på M50, som er en motorvej, der omkredser Dublin i en halvbue og fordeler motorvejene ud i landet mod nord, vest og syd.

En ting der er lidt sjov er, at da vi havde siddet og planlagt vores rute og kigget på google maps, så det ikke ud til vi ville møde rundkørsler før fjerde dagen. Men vi blev hurtigt klogere. Der er så vanvittigt mange rundkørsler i Irland, så det fatter man slet ikke. Vi blev smidt ud i det fra dag ét og vi aner ikke hvor mange rundkørsler vi har kørt igennem, men et gennemsnit på cirka 10 pr. dag er ikke helt ved siden af. Så vi fik virkelig lært at køre i rundkørsler.

Der er flere betalingsveje i Irland, men det fungere fint og er nemt at finde ud af. De fleste steder er der bom system hvor man kan betale med kontanter, ligesom på for eksempel Storebæltsbroen. M50 har ikke bomsystem, men da vi havde lejet bil, blev beløbet på €3,10 trukket via det betalingskort vi havde brugt ved billejen, det var smart. Ellers kostede det gerne et par euro ved diverse bom anlæg. Jeg vil tro vi har brugt omkring 12 euro på vejafgifter. Se mere her.

En rigtig god ting vi ikke ville have været foruden er, at tegne en ekstra forsikring, som gør at der ikke er nogen selvrisiko. Der er forsikring i billejen, men man har en ret høj selvrisiko. Faktisk tilbageholder Thrifty €1.600, små 12.000 kroner, i selvrisiko, og så kan det pludselig blive en ret dyr ferie. Prisene variere fra selskab til selskab, men det ligger gerne i det leje. Vi snakkede med andre der er vant til at leje bil i udlandet, og alle anbefalede at tage en ekstra forsikring. Mange rejseforsikringer dækker også noget af selvrisiko. Jeg har et Master Card Guld og der dækker den små 6.000,-. Det vil sige vi stadig kunne komme til at hænge på 6.000,- selv, det turde vi ikke satse på. Vores ekstra forsikring kostede 281,-. En anden fordel ved at tegne ekstra forsikring er, at mange biludlejningsfirmaer ikke tjekker bilen så grundigt når den bliver afleveret. De ved der er forsikring og derfor kan man spare en del tid som rejsende. Den del virkede fint for os. Der var noget kaos og ventetid da vi skulle levere bilen tilbage, men da det blev vores tur, tjekkede han kun om den var fyldt op med benzin, så det tog omkring 2 minutter. Den ekstra forsikring vi tegnede var den der blev tilbudt da vi bookede bilen og ikke igennem Thrifty. Da vi hentede bilen hos Thrifty spurgte de om vi ikke ville have deres forsikring, for så var der ingen problemer hvis der skete noget. Med den vi havde tegnet skulle vi selv ligge ud for skaderne mens forsikringensselskabet klarede det med Thrifty. Det sagde vi var fint og vores oplevelse var at de godtog vi var dækket fuldt ind. Det koster ofte mere at tegne ekstra forsikring ved skranken.

Som man kan se på billede herover, så er det meget normalt at møde vandre og får på vejene. Især på Ring of Kerry hvor billedet er taget. Mange veje som denne, og mindre end denne, må man køre 100 km/t. Det virker fuldstændig vanvittigt. Men godt de så lige advarer om der kan være vandre og får på vejen.

Det var virkelig en oplevelse at køre rundt i Irland. Især de mindre veje hvor der ikke er meget plads, gav os udfordringer. Irlænderne køre rimelig friskt, for at sige det mildt, og da vi nu sad i en bil, i den modsatte side og kørte i den modsatte side af vejen, så måtte vi altså langt ned i fart og indimellem holdt vi stille for at lade modkørende passere. Mange af vejene er meget smalle og flere steder er der ret ødelagte kanter, store tykke grene der stikker godt ud og tilmed klippestykker der er ud over den gule linje der ellers skulle markere hvor langt ud man kan køre. Det holder virkelig ikke stik. Noget vi begge fandt svært ved at side i højre side af bilen var, at bedømme afstand ind til vejrabatten. Så der var det en god hjælp at have en medpassager.

Så for at opsummere lidt om billeje og det at skulle køre i et land hvor de køre i den anden side, så kan jeg kun sige at du ikke må lade dig afskrække af det. Tag nogle forholdsregler, tegn nogle tegninger med situationer du tænker kunne være vanskelige, planlæg turen og sørg for at kende vejnumre og nogle større byer på de ruter i skal køre. Selvom vi havde GPS til, var det virkelig brubart at vide at vi for eksempel på første dagen skulle køre på M7 og M8 mod Cork og derefter af N73 mod Mallow og N72 mod Killarney. Mere behøver det ikke at være, men det gav en tryghed når man kørte og der var skilte eller hvis GPS’en skulle drille.

Så hop ud i det og nyd det fantastiske land med de mange grønne marker med får og kør så langt øjet rækker, fine stengærde, utrolige bjerge og de smukkeste blanke søer. Irland er fantastisk og virkelig et besøg værd.

Tak for du læste med :o)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Bekræft du ikke er en robot *