Wok med spicy kylling og karry

Share on FacebookEmail this to someonePrint this page

Vi holder utrolig meget af retter der kan laves i store portioner så det kan fryses ned og der dermed er nem, lækker og sund mad de dage vi ikke har tid eller ikke rigtig gider lave mad. Det er tilmed en ret der er utrolig lidt arbejde i. Marinaden skal røres sammen, men idet vi bruger frost grøntsager er der ikke en masse der skal hakkes og snittes.

Denne wok ret, nogen vil måske kalde det for en sammenkogt ret, er perfekt til formålet. Jeg laver en kæmpe portion og så har vi mad til fire dage. Den er fyldt med grøntsager og en mindre del kylling. Man kan også vælge at servere den med fuldkornsris til, men vi spiser den næsten altid som den er og så med diverse tilbehør til. Vores tre favoritter er: peanuts, kokosmel og ananas.

Den er gluten-, laktosefri og uden tilsat sukker.

Det kan være svært at sige om der er til 6 eller 8 mennesker i portionen her, men for os er der til 8 personer eller der er mad til fire dage til 2 personer.

 

8 personer

 

Du skal bruge:dsc00685

2 spsk olie

1 spsk soja

2 spsk karry

1 spsk citrus krydderi

1 tsk støt ingefær

1/4 tsk chili olie (frisk eller tørret kan også bruges)

Friskkværnet peber

1 dåse kokosmælk (400 ml)

4 kyllingfiletter

5 poser frost grøntsager af 400 g. pr. pose, (Vi bruger øko wok blandingen fra Rema, den er virkelig god.)

Evt. maizena til saucen

 

Sådan gør du:

Bland olien med soja og alle krydderierne. Skær eller klip kyllingen i mindre stykker og vend dem i marinaden. Hvis du har tid så lad det trække et par timer i køleskabet, ellers kommes det hele bare op i en stor wok og steges.

Når kyllingen er brunet et par minutter kommes grøntsager og kokosmælk i og det hele bringes i kog. Det tager lidt tid, men når det koger skal det have 15-20 minutter under låg. Sørg for at røre det godt igennem løbende.

Når det er færdigt, smages det til. Er saucen for tynd kan den tyknes med maizena udrørt i kold vand. Jeg bruger ca. 3 store tsk. til ½ dl vand. Kog det hurtigt igennem og så er der mad.

Server med peanuts, kokosmel, ananas eller hvad du godt kan lide hertil. Det kunne også være bananer, rosiner, ris – der er frit spil ;o)

 

Velbekomme :o)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Bekræft du ikke er en robot *