Boller med solsikkekerner

Share on FacebookEmail this to someonePrint this page

 

Denne opskrift er meget inspireret af cathrineyoga.dk som har lavet en opskrift på “verdens bedste boller“, som hun kalder dem. Jeg har jo selvfølgelig tilpasset dem så de er lige som jeg synes de skal være. Så her får du min udgave.

De er så lækre, sprøde uden på og luftige og bløde inden i. Det mest fantastiske er, at de kan spises kolde, de er ikke klæg inden i og behøver ikke en tur på brødristeren for at smage fantastisk. Elsker dem med et godt lag gammeldags kærnet økologisk smør.

10 – 12 boller

 

Rør 2 spsk. chiafrø sammen med 1½ dl vand og lad dem suge al væsken til sig, det tager ca. 15-20 minutter.

I en skål blander du 150 g. havremel, 50 g fuldkornsrismel, 2 spsk. fiber HUSK (den gule pakke), ½ dl. solsikkekerner, ½ dl hørfrø, 1 tsk. tørgær, 1 tsk. salt

Når chiablandingen har trukket færdigt, så kom 1 spsk olivenolie og 3 dl. lunken vand i og rør det hele godt sammen med de tørre ingredienser, med en ske.

Stil dejen til hævning i 45 minutter et lunt sted med et klæde over.

Kom vand i en skål og dyp en spiseske i, gør dine hænder fugtige og form nu 10 -12 boller. (Vandet gør det ikke klæber så meget fast på dine hænder).

Drys lidt mel over bollerne og lad dem hæve i 45 minutter under et klæde på et lunt sted.

Tænd ovnen på 200 grader (almindelig ovn).

Bag bollerne på 2. nederste rille i ca. 40 minutter.

Lad dem køle helt af på en rist og frys dem ned du ikke kan nå at spise. De er (næsten) lige så gode efter en tur i fryseren.

 

Det skal du bruge: (Ønsker du en mere lys bolle, så følg anvisningen i parentes)

2 spsk chiafrø

1½ dl vand

1 spsk oliven olie

3 dl lunken vand

150 g havremel (100 g)

50 g fuldkorns rismel (100 g)

2 spsk fiber HUSK

½ dl solsikkekerner

½ dl hørfrø (1/4 dl)

1 tsk tørgær

1 tsk salt