Om mig

Share on FacebookEmail this to someonePrint this page

Jeg er en kvinde fra årgang 1982, som bor i en mindre købstad på Sjælland sammen med min mand og vores hund. Vi købte vores hus i 2007, efter vi havde været kærester i trekvart år. Mange vil måske sige det var hurtigt, men vi var ikke i tvivl og da jeg stadig boede hjemme og min kæreste boede i en meget lille etværelses lejlighed, i et knapt så godt kvarter, var den lige til højrebenet.

Mine forældre blev skilt i 1990 da jeg var 8 år gammel og jeg er vokset op på mine bedsteforældres gård. Vi boede 6 mennesker, tre generationer, i samme hus i omkring 5 år. Min morbror boede der også og min mor, søster og jeg delte værelse. Når jeg tænker tilbage virker det som om det må have været vanvittig trangt, ikke noget privatliv, ikke noget værelse man kunne gå ind på og være sig selv. Men sådan oplevede jeg det aldrig. Tværtimod. Jeg elskede at komme fra byen og ud på landet. Væk fra parcelhus kvarterene, de lukkede haver og ud på landet med store vidder, markerne og skoven. Der var så meget plads og uanet muligheder. Det var fantastisk at bo sammen med mine bedsteforældre, vi havde utrolig meget gavn af hinanden og det var dejligt der altid var nogen hjemme. Mine bedsteforældre har haft en ubeskrivelig stor indflydelse på mit liv og på den person jeg er blevet. Jeg har lært så utroligt meget af dem om at være menneske, om mad, om kærlighed og ægteskab, om landbrug og meget, meget mere. Jeg har været meget heldig at vokse op hos dem og jeg er dem evigt taknemlig for alt de har givet mig. Desværre er de her ikke længere, men de havde begge et langt og godt liv. Min mormor blev 90 år og min morfar blev 101 år. Fantastiske mennesker – altid elsket, altid savnet, aldrig glemt.

I 2007 kom jeg til skade med min nakke og ryg på mit arbejde og det ændrede alt. Øjeblikket inden ulykken kunne jeg alt, ét sekund efter var jeg forandret for altid. Det kan lyde dramatisk, men fakta er, at alle de år jeg har kæmpet med smerter, psykiske følger og ikke mindst systemet, har ændret mig som person. Det har jeg haft svært ved at indse, jeg har hele tiden ventet på at jeg skulle få det bedre, at jeg ville blive mig igen. At jeg ville kunne det samme som før.

I 2012 fik jeg konstateret glutenintolerance, samt jeg reagerer på tilsætningsstoffer, mælk og sukker. Det betød en helt ny måde at tænke mad på. Jeg er opvokset med gode sunde madvaner, både fra min mormor og mor, men de var gledet lidt ud i min ungdom og da jeg fandt min kæreste. I perioden inden jeg fik problemer med intolerancer, fik jeg en masse antibiotika over en lang periode. Jeg har en fornemmelse af, at det, samt stress, depression, angst og PTSD har haft en stor indvirkning på at min krop ikke kunne fungere. Vi måtte til at lave al mad, brød, kage, slik fra bunden af. Det er jeg meget glad for nu, for det har betydet at jeg spiser god, sund og rigtig mad. Ikke en masse der er forarbejdet og ødelagt. Så det har jeg det rigtig godt med.

I 2017, ti år efter jeg kom til skade, gik det langt om længe op for mig, at jeg ikke kommer tilbage til “den jeg var”. Jeg skal lære at være den jeg er nu og være glad for den jeg er. For jeg er god nok. Jeg ved der er mange derude der kan nikke genkendende til disse følelser og jeg havde derfor lyst til at dele mine erfaringer med dem der har lyst til at læse med. Jeg vil aldrig hævde jeg har løsningen på andres problemer, for hvert mennesker er unikt og vi reagerer forskelligt på hvad vi udsættes for. Vi reagerer også forskelligt på diverse behandlinger. Det der har hjulpet mig, er ikke sikkert vil hjælpe dig. Det ved jeg alt for godt af erfaring. Jeg har prøvet mange, mange forskellige behandlinger, som har hjulpet andre, men som ikke har hjulpet mig. Det er derfor vigtigt for mig at pointerer, at jeg ikke har løsningen på dit problem, men jeg deler gerne ud af mine erfaringer. Måske er der noget der virker for dig også.

Jeg håber du vil se dig om på siden og vil finde inspiration i opskrifter med mere.

Tak for du læste med :o)