Måske du allerede har lagt mærke til det – mennesker er ikke udprægede rationelle væsener. Vi tænker, føler og handler derimod i højere grad udfra dybereliggende følelsesmæssige behov, selv når de er i modstrid med vores viden, intuition og erfaring.
Derfor virker det ofte heller ikke at sige til os selv at vi burde være afslappede, glade, og motiveret når vi føler os stressede, deprimeret og trætte, blot fordi det rationelt set ville være bedre for os.
Når vi vælger noget, der ikke er godt for os, skyldes det i bund og grund, at det et andet sted opfylder et dybere behov. Og derfor vælger vi det trods smerten og selv om de røde flag bliver aktiveret på stribe.
Når vi er under pres, bliver det sværere at holde fast i vores rationelle værdier, fordi impulsen til at dække vores grundlæggende behov og sikre vores overlevelse på sigt altid vil vinde.
Hvis vi vil ændre på tingende er vi derfor nødt til at lære at sætte ord på det underliggende behov og om hvorvidt den situation vi står overfor ligenu på den lange bane vil kunne være med til at dække det. Det handler ikke om, at noget er rigtigt eller forkert, men om vi er et match for det vi har tilvalgt.
For at grave ned i behovene vil vi nu kigge på nogle at de centrale mekanismer, der får os til at vælge noget til, som vi ved slider på os:
1. Vi sætter ting og relationer på en piedestal
Jo mere usikre vi er på vores egen værdi, jo mere tilbøjelige er vi til at overbevise os selv om, at noget uden for os selv kan give os den.
Vi idealiserer mennesker, oplevelser eller mål og tildeler dem en værdi, som overstiger deres faktiske betydning. Dette sker ofte, fordi vi tror, at deres accept, kærlighed eller opnåelse vil udfylde et indre tomrum. Vi forbinder vores identitet og selvværd med disse ydre ting – som om vores værdi afhænger af, at vi får “det rigtige” job, partner, krop eller livsstil.
2. Lavt selvværd som drivkraft
Vi vælger det, vi føler os værdige til – ikke nødvendigvis det, vi længes efter.
Bag mange selvdestruktive valg gemmer sig en kernefølelse af “ikke at være god nok”. Når vi har lavt selvværd, tror vi ikke, at vi fortjener det bedste – og derfor “nøjes vi med” eller saboterer os selv, selv når vi ved bedre. Vi bliver i relationer, der gør os ondt, eller forfølger mål, der ikke nærer os, fordi vi ikke tror, at noget bedre er muligt for os.
3. Kortsigtet tilfredsstillelse og selvbedrag
Vi rationaliserer: “Bare denne ene gang.” eller “Det skal nok ændre sig.” – og dermed holder vi os fanget i gentagne mønstre.
Den umiddelbare belønning – et kortvarigt sus, lindring, nærhed eller flugt – trumfer ofte den langsigtede smerte, der potentielt set kunne følge med. Hjernen er designet til at søge belønning og undgå ubehag, og det gør os sårbare over for fristelser, selv når vi kender konsekvenserne.
4. Illusionen om tidens heling og håb gennem selvopofrelse
En anden grund til, at vi bliver i dårlige situationer, er håbet om, at det hele vil vende, hvis bare vi holder ud lidt længere. Vi tror på, at tid og tålmodighed vil forvandle noget smertefuldt til noget smukt – især hvis vi bliver ved med at give, tilpasse os og ofre os selv. Dette er ofte forankret i en romantiseret idé om loyalitet, kærlighed eller udvikling.
Men ikke alt, der gør ondt, er nødvendigvis værd at kæmpe for – og ikke alt, der tager tid, fører til heling.
5. Kognitiv dissonans og overbevisningens kraft
Når vi har investeret tid, energi og følelser i noget, bliver det svært at indrømme, at det var en fejl. Vi oplever kognitiv dissonans – den indre konflikt, der opstår, når vores handlinger ikke stemmer overens med vores viden eller værdier. For at slippe for ubehaget, ændrer vi ikke nødvendigvis adfærden – vi ændrer fortællingen. – Vi overbeviser os selv om, at det stadig er rigtigt – selv når vi ved, det er forkert.
Hvordan kommer vi dette til livs.
Når vi begynder at undersøge, hvad vi i virkeligheden længes efter under de uhensigtsmæssige valg, kan vi langsomt begynde at finde nye måder at imødekomme de samme behov på — men uden at skade os selv i processen.
Ægte forandring kommer, når vi ser bag om adfærden og tør stille os selv spørgsmålet: Hvad prøver jeg egentlig at opnå lige nu? Ikke dømmende, men med åbenhed og nygerrighed.
Det handler om integration af værdier og grænser. Det vil sige, at vi bliver nødt til at prioritere dem først ude i den virkelige verden og ikke kun mentalisere at vi har dem som prioriteter. Dette kan vi først gøre når vi bliver bevidste om vores blinde vinkler.
Det er ofte nemt at sige fra på andres vegne, fordi det er lettere for os, at se deres blinde vinkler og fordi vi ikke står med deres følelsemæssige behov. For at kunne sætte grænserne er vi derfor nødt til, at træde udenfor os selv, så vi kan se os selv mere objektivt. Gør vi ikke dette, vil vi fortsat forsøge at få dækket det følelsesmæssige behov, gennem den hurtigste vej til infriese af dem.
At forstå hvorfor vi træffer dårlige valg, handler om at forstå vores menneskelighed. Når vi ser mønstrene bag vores handlinger, bliver vi bedre i stand til at møde os selv med medfølelse – og tage sundere, mere kærlige valg for os selv.
